Fortsæt til indhold

Flere nye folk prøver lykken i Rishøj Boldklub

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Onsdag i sidste uge indledte Rishøj Boldklubs divisionstrup forberedelserne til et meget spændende forår, hvor klubben skal kæmpe en hård kamp for at klare frisag mod nedrykning til Danmarksserien.
Trænerduoen Thomas Skov og den nye assistent Ole Pedersen svinger pisken over truppen, der har fået tilført en del nye navne. Udover de i sidste weekend allerede nævnte svenske forstærkninger fra Landskrona BoIS, Emil Roskvist og William Kvist, Mathias Cordua, Casper Schjellerup, Simon Jensen og Michael Schantz, kan Thomas Skov også fortælle, at yderligere et par navne har meldt sig under fanerne og i disse uger skal forsøge at tilkæmpe sig en plads i truppen. Det gælder Jonas Bæk der kommer fra Ringsted og målmand Oliver Weber fra Holbæk.
- Men vi skal også have tilført truppen noget ny kvalitet efter at vi i vinterpausen jo har taget afsked med fire profiler. Vi får brug for masser af kvalitet i bestræbelserne på at klare os fri af bundplaceringen. Jeg forventer en meget hård forårssæson hvor vi virkelig skal med fra start. Mit regnestykke siger at vi skal hente 20-25 points for at være sikre på at komme fri af nedrykningspladserne, siger Thomas Skov, der lørdag den 31. januar tester truppen med en intern træningskamp der spilles kl. 13.00 på kunstgræsbanen i Strøby.