Fortsæt til indhold

33 foreninger får 338.000 kroner

Ældrerådet i Sønderborg har delt penge ud til lokale foreninger

Arkiv
Arkiv

338.000 kroner til 33 foreninger. Det er hvad Ældrerådet i Sønderborg Kommune har netop har uddelt, så foreningerne får mulighed for at gøre endnu mere for ældre borgere.
Ældrerådet uddeler to gange årligt midler efter den såkaldte paragraf 79-bestemmelse. Den gør det muligt at støtte frivillige i foreninger og organisationer, som ulønnet og uegennyttigt hjælper andre – typisk i form af aktiviteter, som understøtter social samvær, sund livsstil, omsorg og oplysning. Puljen, som Ældrerådet uddeler midler fra, kan også uddele penge, som går til at dække udgifter, foreningerne har i forbindelse med deres frivillige arbejde.
Ældrerådet har netop besluttet at uddele 338.633 kr. fra puljen, og de tilfalder 33 forskellige foreninger. Pengene er fordelt i tre hovedgrupper:
Foreninger for pensionister og efterlønnere har fået 185.633 kr.
Vennekredse som er tilknyttet plejecentre har fået 68.000 kr.
Øvrige foreninger for ældre har fået 85.000 kr.
"Det er dejligt, at vi i Ældrerådet har en pulje, så vi kan tilgodese frivillige, som yder en indsats til glæde for andre. Vi ved fra vores færden rundt i kommunen, at pengene går til aktiviteter, som rigtig mange har glæde af," siger formand for Ældrerådet i Sønderborg Kommune, Karin Dalager.
Der var ansøgt om i alt 568.000 kr. i 35 forskellige ansøgninger. Alle undtagen to er med andre ord imødekommet i mere eller mindre grad. De to afslag er begrundet i, at der dels er givet støtte fra en anden pulje, dels at der var søgt om støtte til en enkeltperson.