Fortsæt til indhold

Ny byfoged på gammelt rådhus

Kommunen vil ansætte sekretariatsleder til at koordinere aktiviteterne ved det nyrenoverede Stændertorv

Arkiv
Arkiv

Roskilde får en slags ny byfoged på det gamle rådhus til at styre livet her og på Stændertorvet, hvor kommunen håber på mange nye aktiviteter, når ombygningen af hele pladsen er færdig i løbet af 2015. Stillingen kaldes for Sekretariatsleder og bliver oprettet efter en beslutning på byrådets møde onsdag aften. Hun eller han skal have til huse i den del af det tidligere rådhus, hvor borgmesteren, kommunaldirektøren og centraladministrationen havde til huse frem til udflytningen i den gamle amtsgård, der blev kraftigt udbygget efter kommunesammenlægningen i 2005. Hidtil har Borgerservice haft til huse her, men denne afdeling flyttes nu ud til rådhuset ved Køgevej og til bibliotekerne. Til gengæld er det foreløbig planen, at Turistbureauet skal blive på stedet, fremgår det af indstillingen til byrådet. Den ‘nye byfoged’ skal koordinere aktiviteterne på Stændertorvet og i ‘Byens Hus’, som nogle har fundet på at kalde det gamle rådhus. Når ombygningen af Stændertorvet er færdig, håber kommunen, at mange forskellige aktører gerne vil bruge den flotte plads ved siden af den historiske katedral i kortere eller længere tid. Men det kræver tæt styring og et nært samarbejde for at lykkes, og derfor skal der være en myndighedsperson fra kommunen til at tage de mange store og små beslutninger, som kræves. Madkulturen, som hidtil har boet til leje hos Slagteriskolen i den gule hovedbygning fra den gamle proprietærgård Maglegård, har besluttet at flytte derfra og vil gerne ind i en del af det gamle rådhus for i højere grad at blive en del af byens liv. tk