Skoleelever får innovation på skemaet
Skoleelever skal vide, hvad der er af muligheder for at blive selvstændig
Skoleelever i Kolding skal blive endnu bedre til at tænke kreativt. Det er i hvert fald ét af målene med en ny erhvervsstrategi, som Business Kolding står bag. Formålet er at inspirere flere unge i området til at blive selvstændige.
“Gennem undervisning vil vi gerne give eleverne en forsmag på, hvad det vil sige at være selvstændig.Vi vil gerne, at eleverne fra en ung alder forstår, at der er andre veje at gå end at blive almindelig lønmodtager,” siger fra Tommy Langhoff og fortsætter:
“I første omgang er det tænkt som et tilbud, som lærere kan benytte sig af. Ambitionen er, at lave et korps af erhvervsfolk, som kan tage ud på skolerne”.
Børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune, Claus Friis Lange er positiv over for Business Koldings initiativ.
Mange industriarbejdspladser
“Kolding er en by med mange industriarbejdspladser. Derfor vil vi også gerne have, at en god del af vores unge mennesker vælger nogle erhvervsrettede uddannelser og ikke per automatik bare gymnasiet. Derfor skal vi også sørge for at arbejde med designprocesser fra en tidlig alder,” siger han