Frisør starter op hos Relax Wellness
Relax Wellness byder velkommen til Anette Baymler, der har været uddannet frisør siden 1981 og blev uddannet make up artist i 2007.
SUNDHED: Fra den 5. februar åbner frisør og make up artist Anette Baymler en salon hos Relax Wellness på Borgegårdsvej. Hun har været frisør siden 1981 og er også uddannet make up artist, og hun har en alsidig baggrund med mange spændende opgaver på cv'et.
- Jeg har blandt andet arbejdet tæt sammen med Dennis Knudsen, dels i hans salon i København, dels i forbindelse med show, musikvideoer, reklamefilm og spillefilm - senest på Thomas Vinterbergs nye film Kollektivet, fortæller Anette Baymler, der også har stor erfaring med makeovers i forskellige sammenhænge - blandt andet for ugeblade.
- Jeg har også arbejdet som sminkør, maskør og frisør på Det Kongelige Teater i tre år og efterfølgende været leder af frisør/sminkeafdelingen på Det ny teater. I disse job arbejder man tæt sammen med instruktører og scenografer for at skabe det helt rigtige look fra den pågældende tidsperiode, fortæller Anette Baymler, der også har en stor passion for brudeopsætninger.
- Gennem mine mange år som frisør og make up artist ved jeg, at min styrke ligger i at se, hvad der skal til for at få den smukkeste side frem hos den enkelte. Den Individulelle rådgivning til både hår og make up er i højsædet, og hvert besøg skal være en ny oplevelse, siger hun og understreger, at hun udelukkende bruger grønne og svanemærkede produkter i salonen.