Fortsæt til indhold

Taxa på Teater Vestvolden

<p class="urub">Premiere på fredag den 20. februar på en forestilling baseret på virkelighedens skæbner</p>

Arkiv
Arkiv

Taxa er en enmandsforestilling og en beretning fra det virkelige liv set og hørt fra udsigten bag rattet i skuespilleren Sevik Perls taxa. Igennem flere år har Sevik Perl kørt taxa, når han stod mellem jobs som skuespiller. Han har lyttet, spurgt og reflekteret med alle dem, der var på vej og som havde lyst til at dele netop deres historier med ham.

- Ethvert menneske er en historie. Alle har deres egen drejebog. Taxa handler om nogle af de mennesker, jeg har mødt, når jeg kørte afløser som taxachauffør. Personlige historier fra det virkelige liv er noget, som alle kan spejle sig i og relatere til. En taxatur fra Hvidovre til Østerbro kan byde på lige så mange oplevelser og nye erkendelser som en rejse til et fremmed land. Det handler om at slå ørene ud og lytte på menneskers historie, siger Sevik Perl, der har medvirket i en lang række danske film og tv-serier som blandt andre Fasandræberne, Mirakel og Forbrydelsen III på DR1.

Taxa består af en række fortællinger, som Sevik Perl har bearbejdet på baggrund af de virkelige skæbner, han har mødt i sin taxa. Der er blandt andet historien om den franske forretningsmand, der bryder sammen under en almindelig dagstur, fordi han er udsat for et ekstremt pres. Der er den alkoholiserede kvinde, der har valgt at drikke sig i ihjel, og der er den unge pige, der flygter fra en lejlighed uden ret meget tøj på kroppen.

- Vi er glade for endnu en gang at kunne præsentere historier fra virkeligheden her på Teater Vestvolden. Vi er med til at producere Taxa, fordi vi tror på teatrets møde med virkeligheden, og vi glæder os til at vise stykket for hele Hvidovre, siger teaterchef Stephan Pollner.

Selvom navnet Sevik Perl måske ikke ringer klokker, hos alle så har de fleste danskere mødt skuespilleren, der ofte spiller forbryderrollerne og Mr. hård negl i de store danske film og tv-serier, hvilket af kollegerne har givet ham kælenavnet "Hele Danmarks forbryder". I Taxa spiller Sevik sig selv og alle de forskellige karakterer, som han har mødt på sin rute som taxachauffør og skuespiller.

Taxa er produceret af Teater Vestvolden og får premiere 20. februar i Hvidovre og drager efterfølgende på turne til blandt andre Teater Grob som del af årets teaterfestival CPH Stage og kan siden opleves i resten af landet.