Fortsæt til indhold

Ungdom - Først uddannelse - så børn

Villa, Volvo og vovse: Nutidens unge vil gerne have hele pakken, men rækkefølgen er altafgørende

Arkiv
Mette Henriksen

To blev passet i daginstitutionen, mens den tredje havde en mor, der gik hjemme. Og begge dele var fint.
Det fortæller Tobias, Hanna og Stefanie, som Lokalavisen har mødt for et lille tilbageblik til barndommens gade.
“På et tidspunkt passede min mor, der kommer fra Armenien, både sit arbejde og sin sprogundervisning, mens min far var rigtig meget ude at rejse. Og det var fint for mig - jeg har aldrig tænkt over, om det var godt eller skidt, at drøne i børnehaven om morgenen, for at blive passet der. Jeg kendte jo ikke andet,” fortæller gymnasieeleven Hanna.
“Jeg vil rigtig gerne have børn på præcis samme måde. Der vil selvfølgelig altid være småting, man gerne vil gøre anderledes. Men ikke noget, som gør den store forskel.”

Uddannelse kommer først

Også 19-årige Stefanie, HHX-elev på 3. år, har varme minder om sin barndom.
“Jeg synes, at min egen barndom og opvækst er et forbillede,” fortæller hun.
At det ene livsvalg ikke udelukker det andet, har de unge taget med fra deres egen barndom.
“Jeg vil først tænke på børn, når jeg er færdig med min elevplads, så der kommer ikke til at ske noget i den nærmere fremtid,” fortæller Stefanie.
“Først karriere og så børn og familie,” tilføjer Hanna, der gerne vil være tandlæge:
“Det er vigtigt, at man har gang i en karriere og får afprøvet nogle ting, inden man kaster sig ud i at sætte børn i verden,” siger Hanna, som tror, at nutidens unge har lært at passe på sig selv.
“Vi har været vant til at have fart over feltet, siden vi var helt små, så vi er nok mere robuste, end tidligere generationer af børn. Og så er stress efterhånden så udbredt, at vi unge husker at føle efter i tide.”

Mor var hjemme

Hellere ikke 18-årige Tobias er i tvivl om, hvordan han vil leve sit liv:
“Min egen mor var faktisk hjemme hos os de første år. Men jeg er ikke sikker på, om jeg selv ville bryde mig om tanken. Jeg tror nok, at jeg foretrækker en kone, som også er ude at prøve kræfter på arbejdsmarkedet.”