Fortsæt til indhold

Leif på 72 år arbejder stadig

Leif har været frisør i 58 år. Og det fortsætter han med, for det giver livet noget ekstra

Arkiv
Jørgen Flindt

Leif Johansen byder indenfor i herrefrisørsalonen på Vardevej i Vejle. De gamle frisørstole er slidte, men mange mænd har også gennem tiderne sat sig ned i dem og fået klippet hårlokkerne. Og Leif har i alle år været manden med saks og kam.
“Jeg startede i lære som 14-årig. Det var i Gesten ved Vejen. Siden flyttede jeg til København, men i 1972 flyttede jeg til Vejle, og jeg har haft frisørsalon på Vardevej lige siden. I starten i et kælderlokale lidt længere henne, men i 1980erne flyttede jeg i de her lokaler,” forklarer han.
Og her har han været siden. Og her fortsætter han så længe, han kan og vil.
“Jeg er 72 år, så jeg kunne da godt være gået på pension. Men det har jeg nu ingen planer om. Det er ikke det økonomiske, der ligger til grund for det, men jeg elsker mit arbejde. Jeg nyder at møde folk og få en snak. Nogle er gamle stamkunder, andre er nye. Så snakker vi, ja ofte sport, men selvfølgelig også andre ting. Det er givende for mig, at jeg har noget at stå op til,” siger han.
Næ, så længe helbreddet holder, fortsætter Leif.
“Min kone er på pension, men hun bakker mig op i, at jeg skal fortsætte med at arbejde. Hun synes jo bare, at jeg skal gøre det, der er bedst for mig,” siger han.

Kunde på deltid

Tal viser, at flere mænd end kvinder arbejder, også selvom de kunne stoppe. Eksempelvis arbejder fire ud af ti 64-årige mænd, mens det tal er to ud af ti for kvinder.
Og mænd er, hvad der er i fokus i frisørsalonen i Vejles Vestby. Her mødes mænd og snakker. Eller læser avis, som 68-årige Jørgen Pram Gad gør det denne eftermiddag, inden han skal klippes. Han er blevet klippet hos Leif i mange år.
“Han klipper, ligesom jeg gerne vil have det, og er ikke særlig dyr i forhold til frisørerne nede i midtbyen,” siger han.
Jørgen kunne selv godt kalde sig pensionist, men også han er stadig på arbejdsmarkedet.
“Jeg er sygeplejerske i Horsens Kommune, og det er et job, jeg har det rigtig godt med, så hvorfor stoppe? Det hører med til historien, at jeg ikke længere arbejder fuld tid. Jeg har i gennemsnit 24 timer i ugen, og det passer mig fint. Det giver mig stadig mulighed for at nyde at holde fri og tage på rejser og den slags,” siger han.
Mens Jørgen venter, er Leif ved at studse håret på Erling Lykke Jensen.
“Jeg er kommet her i mange år, ja nok siden Leif åbnede her på Vardevej. Jeg boede dengang lige over på den anden side ad gaden,” siger Erling.
Leif klipper videre. Også på den lange bane.
“Men uha, hvad skal vi gøre, når Leif engang stopper,” lyder det smilende fra Jørgen ovre ved aviserne.

Leif Johansen har været frisør, siden har var 14 år. Nu er han 72 år, og stadig frisør. Her er det Erling, der får studset lokkerne.