Nyt netværk skal styrke mountainbiking
Et partnerskab mellem cykelklubber, Varde Kommune og en række andre aktører skal skabe endnu bedre vilkår for mountainbiking i skove og plantager
Mountainbiking er populært i Danmark. Og sporten er særlig populær i Varde Kommune, hvor skove og plantager giver unikke muligheder for at cykle i varieret terræn.
Faktisk er der så meget drøn på cykelaktiviteterne, at der også er behov for vedligehold af banerne. Det har indtil nu været en opgave, klubberne har løst lokalt, men nu er der etableret et partnerskab, hvor en hel paraply af organisationer skal tage ansvar og styrke vilkårene for mountainbiking i Varde Kommune.
Søren Block er aktiv i cykelklubben Blue Mountain og glæder sig over det nye partnerskab:
”Nu kan vi i fællesskab sikre ruterne mod den slidtage, der opstår, når mange mennesker bruger de samme spor,” siger Søren Block og forklarer:
”Særligt hvor det går op, og hvor det går stejlt ned, slides det øverste lag i terrænet hurtigt væk under cyklerne. Men det kan vi forebygge med flis, grus og træ og på den måde gøre cykeloplevelsen bedre for alle.” Partnerskabet betyder blandt andet, at klubberne nu kan få assistance fra Varde Kommune og kan bruge kommunens materiel til arbejdet med ruterne.
I Henne Strand er Tommas Hansen fra Købmand Hansens Feriehusudlejning optaget af at sikre gode muligheder for turisterne:
”I sæsonen får vi dagligt henvendelser fra gæster, der gerne vil ud og køre mountainbike,” fortæller Tommas Hansen.
”Og derfor er vi gået med i partnerskabet for at støtte op om arbejdet med ruter i forskellige sværhedsgrader, så der kan blive gode cykeloplevelser for alle,” siger Tommas Hansen.
Politisk opbakning
Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl, bakker også op om initiativet:
”Det arbejde, som klubberne og de andre partnere gør for mountainbiking i kommunen, er noget, jeg glæder mig rigtig meget over,” siger borgmesteren.
”I vores mange skove og plantager har vi unikke muligheder for at dyrke et aktivt friluftsliv og på den måde komme helt tæt på naturen. Det er den slags oplevelser, vi satser meget på,” siger Erik Buhl, der håber, at både borgere og turister får lyst til at opleve naturen fra cykelsadlen.
Formålet
Formålet med partnerskabet Partnerskabet skal være med til at styrke mountainbiking i Varde Kommune, så sporten er attraktiv for både lokale mountainbikere og turister, der har lyst til at prøve kræfter med sporten. Konkret samarbejdes der om vedligehold og udvikling af ruterne i Blåbjerg Plantage, Bordrup Plantage, Søndre Plantage samt Sønder Heden Plantage.