Det spiller for SønderjyskE i Tyrkiet
De lyseblå fodboldspillere forbereder sig til sæsonen under varmere himmelstrøg
Af Peter Rasmussen
Lars Søndergaard har god grund til at være tilfreds med forberedelserne til superligasæsonen, der sparkes i gang på hjemmebane imod Hobro den 22. februar.
I disse dage foregår forberedelserne under noget bedre klimatiske forhold i Tyrkiet, hvor træneren har alle mand i gang, og hvor der kan trænes optimalt.
I går spillede SønderjyskE så den første af to træningskampe under opholdet. De lyseblå mødte FC Voluntairi fra Rumænien. En kamp, som Søndergaards tropper vandt med 2-0. De to mål blev scoret af henholdsvis Marvin Pourie og Silas Songani.
Der venter endnu en kamp i det Tyrkiske. Mandag eftermiddag møder SønderjyskE CSKA Sofia inden turen atter går nordpå.