Fortsæt til indhold

"Lav en øvre grænse for sagsbehandlingstid

Tidligere arbejdsmarkedschef i Vojens Kommune, og bestyrelsesmedlem i Syg i Haderslev, Mogens Rerup, har dette forslag til Beskæftigelsesudvalget

Arkiv
Peter Rasmussen

Mogens Rerup - Tidligere arbejdsmarkedschef i den hedengangne Vojens Kommune, og bestyrelsesmedlem i foreningen Syg i Haderslev, har sendt følgende forslag til Udvalget for Beskæftigelse og Integration:
"Forslag om at udvalget fastlægger øvre tidsgrænser for, hvor længe et sagsforløb må vare.
Syg i Haderslev er præget af en del medlemmer, som har været i det såkaldte system i mange år.
Der er ingen tvivl om, at borgere med psykisk sygdom er noget længere i systemet end borgere med fysisk sygdom. Det behøver ikke være sådan, for det er principielt ingen, der ikke kan udredes på 5 år.
Det hidtil længste i SIH kendte sagsforløb har hidtil været 12 år, men den ”rekord” er i dag blevet kraftig slået, da et medlem i næste måned har været i systemet i 15 år. Det er ikke godt nok.
Jeg skal anbefale udvalget, at man indhenter en oversigt over, hvor mange borgere, der har været i systemet i over 5 år – og man må godt dele gruppen op i fysisk hhv. psykisk sygdom som hoveddiagnose.
Jeg kan anbefale, at en sag skal være afklaret inden 5 år, ellers skal der bevilges et fleksjob eller et ressourceforløb! I sidstnævnte tilfælde vil sagerne så kunne blive op til 10 år gamle i systemet, hvilket jo ikke er rimeligt, men bedre end i dag.
Udvalget vil blive mødt med argumenter om, at det ikke kan lade sig gøre, hvilket man bedes overhøre, for det er jo politikerne som fastlægger politikken i forhold til de svage borgere og ikke embedsmændene. Hvis embedsmænd skulle anføre, at der ikke er lovhjemmel dertil, så er det urigtigt," skriver Mogens Rerup.

"Vi har et medlem med et sagsforløb på 15 år. Det er altså ikke godt nok," siger Mogens Rerup.