København-hold med mange profiler på besøg
For fire måneder siden var Team Esbjerg i store vanskeligheder i Frederiksberg Hallen, hvor et veloplagt hjemmehold, København Håndbold, førte med fem mål ved pausen og havde teten, indtil gæsterne mod slutningen viste den velkendte evne til at slå til, når det gjaldt.
Torsdag aften mødes de to hold atter, denne gang i Blue Water Dokken, hvor cheftræner Lars Frederiksen og spillerne glæder sig til at optræde efter det meste af en måneds fravær.
"Kampen er startskuddet til en måned med otte kampe, og det er en vigtig af slagsen. Det er vigtigt for os at bevare forspringet på fire-fem point til de nærmeste konkurrenter inden de afgørende kampe om placeringer i grundspillet. Kampen mod København Håndbold er en af dem, vi skal vinde," siger Lars Frederiksen.
København Håndbold havde fire spillere med til EM i Kroatien/Ungarn, de tre forsvarsspecialister, Marianne Bonde, Pernille Holst Holmsgaard og Louise Svalastog, samt stortalentet Anne Mette Hansen, og holdet burde ifølge Team Esbjerg-cheftræneren ligge højere end den nuværende placering lige over bunden.
"Før det seneste nederlag ude til Team Tvis Holstebro fik holdet fem point i tre kampe og er inde i en opadgående kurve. København Håndbold er ved at finde det rette niveau, der gør holdet farligt for alle hold i Boxer Dameligaen," siger Lars Frederiksen.
Lotte Grigel er så langt efter sin knæskade under EM, at hun har trænet med holdet i nogen tid, og hun kan være i spil til kampen.
Efter kampen mod København Håndbold pakker spillerne taskerne for at tage til Sydsverige for lørdag at møde Höörs HK H 65 fra den svenske elitserie i EHF Cup.
Team Esbjergs trup til kampen i Boxer Dameligaen mod København Håndbold torsdag den 5. februar kl. 19.30 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Emily Stang Sando og Bente Højmark.
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard.
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest.
Streg: Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen.
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Johanna Ahlm, Ida Bjørndalen, Susanne Madsen og Emily Baunsgaard.