HB Køge skal op mod tre modstandere på højt niveau
Mandag middag drager 31 personer fra HB Køge til Florida hvor der slås lejr i to uger.
FODBOLD: Nedtællingen til afrejse for HB Køges førsteholdstrup til den to-uger lange træningslejr i Bradenton i Florida er i fuld gang.
På mandag middag den 16. februar kl. 12.20 er der afgang fra Københavns Lufthavn til USA, hvortil HB Køge-truppen, der ialt tæller 31 personer, ankommer midt på mandag eftermiddag amerikansk tid.
- Den første overnatning skal vi have i New York hvor der bliver mulighed for at kigge lidt nærmere på den spændende storby, inden vi tidligt næste morgen, tirsdag flyver videre til vores destination i Florida, fortæller cheftræner Henrik Pedersen der stiller store forventninger til turen og opholdet under de varme himmelstrøg.
Efter ankomsten til Bradenton sendes truppen ud på turens første træning for at få rystet den lange flyvetur af sig. Allerede onsdag den 18. februar spiller køgenserne den første af ialt fire kampe på turen.
- Vi kommer over til et sted, hvor vi bliver mødt med top faciliteter og fire modstandere, som der virkelig skal præsteres mod. Vi får også masser af tid til at koncentrere os om træning og forberedelserne til den forestående forårssæson. I Florida vil vi specielt gå i dybden med principperne for vores aggressive presspil og de offensive omstillinger, som skal gøre os dygtige til at skabe chancer. Vi vil ligeledes bygge på i spillet med bolden, fortæller Henrik Pedersen til Lørdags-Avisen.
HB Køge deltager i turneringen IMG Suncoast Pro Classic som har deltagelse af ialt otte klubber. HB Køge er i pulje med New York Red Bulls, Toronto FC og OKC Energy FC fra Oklahoma City - sidstnævnte har den tidligere danske topmålmand Jimmy Nielsen som cheftræner.
- Vi kommer som nævnt op mod nogle modstandere af meget højt niveau hvor der virkelig skal toppræsteres hvis man vil være med på dette niveau. Det bliver en kæmpe oplevelse for vores spillere at møde de tre klubber i den indledende pulje. Jeg vil give så meget spilletid som muligt til alle spillere - der alle skal have en mulighed for at vise sig frem. Vi spiller vore kampe onsdag den 18. februar, lørdag den 21. februar, onsdag den 25. februar og placeringskamp lørdag den 28. februar, siger Henrik Pedersen.
HB Køge tager 24 spillere - 21 markspillere og tre målmænd med på turen. Derudover deltager cheftræner Henrik Pedersen, assistentræner Kim Daugaard, målmandstræner Lars Bjerring, fysioterapeut Daniel Borgen, holdleder Niels Hansen samt adm. direktør Peter Frank og sportschef Jesper Sommer.
Truppen sætter benene på dansk jord igen mandag den 2. marts.
Møder Avarta fredag aften
Inden afrejsen til Florida spiller HB Køge fredag aften den 13. februar kl. 17.30 mod 2. Divisionsholdet BK Avarta i en træningskamp i Espelunden i Rødovre.
Talent på Futurelandsholdet
HB Køges unge U/17-offensivspiller, Oscar Friis Johansen, er blevet udtaget til træningssamling med DBU's U/16 Futurelandshold. Træningssamlingen finder sted i Nyborg.
Oscar Friis Johansen har hele sin fodboldkarriere har spillet i HB Køge og den ene af moderklubberne, Køge Boldklub. Han skrev i 2014 kontrakt med HB Køge og er trods sin status som U/15-spiller rykket op i HB Køges U/17 Ligatrup.