Finsk forstærkning til SønderjyskE
På transfervinduets sidste dag hentede de danske ishockeymestre yderligere forstærkning til offensiven
SønderjyskE har på transfervinduets sidste dag sikret sig tilgangen af forwarden Jarmo Jokila.
Den 28-årige finne er wing, men kan også spille center, og det giver trænerteamet en ekstra, vigtig brik til de sidste kampe i grundspillet og det kommende slutspil.
"Vi vil gerne sikre os mest muligt mod skader i den resterende del af sæsonen, og med tilgangen af Jarmo får vi en forstærkning af truppen. Han er en teknisk dygtig spiller, der altid arbejder hårdt over hele banen. Han styrker helt sikkert vores kollektiv," siger sportschef Søren Stockfisch.
Jokila kommer fra et ophold i den svenske Division 1, hvor han var topscorer for Hudiksvalls HC og så sent som lørdag sagde farvel med tre point i en kamp for det svenske hold, der huserer i den tredjebedste liga.
Finnen har også været forbi norsk, slovakisk, hviderussisk og amerikansk ishockey. På CV'et er der også juniorlandskampe, 65 kampe i den stærke SM-liiga i hjemlandet og næsten 200 kampe i Mestis, den næstbedste række i Finland.
I løbet af den kommende uge ankommer han til Danmark, og han forventes spilleklar, når Metal Ligaen genoptages efter landskamppausen.