Tyv snuppet to gange i nat af politiet
En 35-årig mand fra Kolding har haft en travl nat. Det fortæller vicepolitikommissær Karsten Andersen fra Kolding Lokalpoliti, som her til formiddag har afhørt manden.
Natten til tirsdag klokken 01.05 skaffede den 35-årig sig adgang til en garage på Hjarupvej i Vonsild.
"Her flyttede han rundt på nogle ting, formentlig for at se, om der var noget, som han kunne tage med sig derfra. Men han blev overrasket af ejeren til garagen og løb fra stedet", fortæller Karsten Andersen fra Lokalpolitiet i Kolding. En patrulje opfangede lidt senere manden, der blev sigtet for tyveriforsøg og løsladt igen.
Men den 35-årige fortsatte sine forsøg på indbrud, da han klokken 02.28 på Dreyersvej blev opdaget af villaen ejer, da han forsøgte at bryde ind ad en terrassedør. Manden blev atter fanget, anholdt og denne gang blev han på politistationen til tirsdag morgen.