Fortsæt til indhold

9. klasser diskuterede topskat og miljø

9. klasserne fra Aalykkeskolen samledes onsdag til politisk debat med lokale ungdomspolitikere.

Arkiv
Natalie Stratigos

Skal momsen fjernes på økologi? Skal vi yde aktiv dødshjælp i Danmark og skal topskatten skæres? Det var nogle af de emner, som de to 9. klasser på Aalykkeskolen i Kolding diskuterede onsdag.
Skoler landet over arrangerede mellem den 26. og 29. januar skolevalgsdebatter, hvor lokale ungdomspolitikere fra alle partierne var ude at fortælle om deres mærkesager og skabe debat med eleverne.
I ugerne op til skolevalgsdebatterne havde Aalykkeskolens 9. klasser dansk politik på skoleskemaet. Eleverne undersøgte partiernes mærkesager, valgte derefter, hvilke mærkesager, der er vigtige for dem. Til sidst forberedte de spørgsmål, som de kunne stille ungdomspolitikerne til valgdebatten.
“Formålet er jo at gøre de unge til aktive medborgere, der interesserer sig for samfundet og tager stilling til aktuelle emner,” fortæller Anne Maria Esmann, der er samfundsfagslærer for klasserne.

Nyheder på Facebook

Eleverne var da også godt klædt på til at deltage aktivt i debatten, der foregik i mindre grupper med én lokal ungdomspolitiker i hver.
“Jeg er meget interesseret i politik. Jeg ser nyheder hver dag og følger også med i de artikler, som medierne lægger på Facebook,” lød det fra 16-årige Lea Sparrvohn, vis mærkesager er økologi og fjernelse af topskatten.
“Jeg er nok lidt venstreorienteret,” tilføjede hun.
I en af grupperne sad 26-årige Jonas Christensen, der er aktiv i Konservativ Ungdom. Han prøvede at overbevise eleverne om, at niveauinddeling af klasser er en god idé.
“Hvis nu man er rigtig god til matematik, så er det jo træls, at man blive trukket ned af andre, der ikke er lige så gode. Omvendt hvis man ikke er så god, så er det rart at være i klasse med andre på samme niveau, så man ikke kommer bagefter,” forsøgte han sig.
Eleverne hoppede dog ikke helt på politikerens synspunkt.
“Jeg er ikke helt overbevist. Jeg tror, at niveauinddeling vil gå ud over det sociale samvær. Og så synes jeg også, det ville skabe skel mellem os. Jeg synes, der skal være plads til alle i klassen. Så kan de dygtige også hjælpe og støtte de andre, sagde 15-årige Laura Røjkjær.
Ungdomspolitikeren lyttede da også til elevernes synspunkt.
“Det gode ved debatter er jo, at jeg kan give eleverne stof til eftertanke, men omvendt lytter jeg også til dem, og de giver også mig noget at tænke over,” sagde Jonas Christensen.
Torsdag den 29. januar kulminerede skolevalgsdebatterne med Danmarks første skolevalg. På Aalykkeskolen. Eleverne fik uddelt valgkort forinden, der var opsat stemmebokse, og efterfølgende blev stemmerne sendt til Christiansborg, hvor de skulle tælles op.
Skolevalget blev sendt live på DR Ultra.

Skoledebat
Mere end 60 skoler i Sydjylland afholdt skolevalgsdebat
Det er Dansk Ungdoms Fællesråd, der har taget initiativ efter at en Gallup-undersøgelse har vist, at en tredjedel af de 16-25-årige ikke ved, hvem de vil stemme på til næste folketingsvalg.

Skolevalgsdebatten startede med, at de lokale ungdomspolitikere hver fik et par minutter til at fremlægge deres tre mærkesager for eleverne.