Hvidovres veje i forfald
<p class="urub">Og det går værst ud over boligejerne</p>
Ved vejkapital menes her den samlede værdi af alle kommunens offentlige veje og stier.
Beregningen viser, at vejkapitalen vil falde med 20 mio. kr. i løbet af de næste ti år.
For at opretholde veje og cykelstiers tilstand som de er i dag, skal der - viser den nye beregning - i gennemsnit bruges 10,3 mio. kr. årligt til ren asfaltvedligeholdelse.
Ved ren asfaltvedligeholdelse forstås udlægning af asfalt på de respektive veje og cykelstier samt forudgående opretning. Det reelle beløb til asfaltvedligeholdelse er større, da der til den rene asfaltvedligeholdelse skal tillægges følgeomkostninger. Eksempler herpå er kantstene, som står for lavt og skal rettes op, så der er plads til det nye lag asfalt. Følgeomkostningerne kan variere fra år til år afhængig af, hvilke veje der skal renoveres. Det skønnes, at der årligt vil være følgeomkostninger i størrelsesorden 2-3 mio. kr.
Det betyder, at der årligt bør afsættes 12-13 mio. kr. til asfaltvedligeholdelse, hvis man vil undgå en forringelse af vejenes tilstand.
<p class="mrub">Økonomisk efterslæb</p>
Beregningen viser, at antallet af “Veje med lav standard” bliver flere. En vej i kategorien “veje med lav standard” betyder, at vejen er så dårlig, at der vil være mange lapper, huller og sætninger, samt at det koster ekstra, at oprette den til en normal vej igen.
I kommunen er der omkring 265 km veje og cykelstier.
I 2013 var der 31,2 km. strækninger, som lå i kategorien “veje med lav standard”. I 2014 er der 35,2 km i kategorien. Det betyder, at kommunen på et år har fået fire km flere strækninger i kategorien “veje med lav standard” og derved fået et større økonomisk efterslæb. Beregningen viser, at der i 2024 vil være 76,3 km med “veje med lav standard, hvis der ikke ydes større bevilling til området. Det betyder, at hver tredje vej i Hvidovre vil være dårlig fremkommelig.
Værst vil det gå ud over boligvejene. Det skyldes, at prioriteringen for renovering af Hvidovres veje er således, at først renoveres trafikveje med buskørsel samt cykelstier. Dernæst handler det om fordelingsveje ind til villakvarterer og endelig - som den sidste prioritet - boligveje.