Unik koncertoplevelse i Kildebrønde kirke
KONCERT: Tirsdag den 24. februar kl. 20.00 danner Kildebrønde Kirke rammen om en helt særlig koncert med komponisten og musikeren fra København – Klaus Schønning.
Han har de sidste år spillet en række meget vellykkede koncerter i kirker, og spillede i Kildebrønde Kirke for et par år siden. Denne koncert vil blandt andet indeholde nye arrangementer af populære klassiske temaer, som man ofte hører spillet i kirken, og derudover vil man høre ny musik, der er skrevet til lejligheden. Musikken vil blive ledsaget af en betagende smuk lyssætning.
Siden 1979 har Klaus Schønning udsendt 25 soloplader med sin egen instrumentalmusik baseret på synthesizere, samplere og en lang række akustiske instrumenter. Musikken bliver af begejstrede kritikere og anmeldere beskrevet som stemningsfuld, symfonisk og billedskabende, og hans plader er udgivet bl.a. i USA, Japan og Tyskland. Se i øvrigt www.schonning.dk.
Klaus Schønning spiller på samplet kirkeorgel, og blander orglets klange med synthesizerens mange muligheder. For at de mange klangmuligheder kan komme til udtryk, vil en del af stemmerne og nogle rytmiske forløb køre fra synthesizerens sequenser, mens Klaus Schønning spiller til på orglet og synthesizeren, og resultatet er en harmonisk, melodisk og velklingende musik, der vil fylde kirkerummet.
pm