Mere økologi til børn i dagpleje
Målet er minimum 50 procent økologisk mad til børnene i dagplejen i Køge Kommune inden årets udgang.
SUNDHED: Først fra dagpleje til idrætsdagpleje, og nu også til økologisk dagpleje. I 2014 blev 48 dagplejere uddannede idrætsdagplejere.
Og i tråd med, at børnene fra deres første år skal tilegne sig sunde vander, så er turen nu kommet til fokus på kost og økologi. Børn, som går i dagpleje i Køge Kommune, kan se frem til at få meget mere økologi i deres mad i løbet af 2015.
Målet er minimum 50 % økologi til børnene i dagplejen, inden året er omme. Det begejstrer formanden for byrådets børneudvalg, Jacob Mark, som lægger vægt på, at der med projektet er truffet et sundt og miljøbevidst valg.
- Det er et rigtig godt projekt, som dagplejerne har sat i gang. Børn har jo brug for god sund mad, når de skal vokse og udvikle sig, så de kan have energi hele dagen igennem, siger han.
Børn, som går i dagpleje, får omkring 70 procent af deres daglige kost, mens de er i dagplejen. Det er derfor vigtigt, at dagplejen giver børnene sunde kostvaner lige fra de allerførste år.
Indførelsen af økologi kommer til at ske gradvist, så dagplejerne kan få de nye rutiner arbejdet ind i deres hverdag med børnene.
For at sikre, at økologiprojektet kommer godt fra land, samarbejder dagplejerne med Børne- og Ungeforvaltningen og Fødevarestyrelsens Rejsehold.