Fortsæt til indhold

Det kan være dyrt at arve

Arkiv
Arkiv

RÅDGIVNING: Siden Signe arvede Grønnegaard i tv-serien Arvingerne, har hun haft økonomiske udfordringer. Advokat Louise Vigand Kryger fra PARTNER Advokater i Køge gør i denne uges artikel opmærksom på, at man skal huske at tænke på arvingens økonomiske situation som en helhed når man udarbejder testamente.
I første sæson af Arvingerne så vi, hvordan Veronika Grønnegaard oprettede et nødtestamente og indsatte Signe til at arve Grønnegaard, mens hendes andre aktiver blev fordelt til hendes andre børn. Grønnegaard blev på et tidspunkt nævnt til en værdi af 10 mio. kr. Hele Signes arv var således ”bundet i mursten”.
- I Veronikas nødsituation har hun ikke tænkt på, hvordan det skulle hænge sammen for Signe at overtage en så stor og dyr ejendom. Hun handlede efter sit hjerte og sine følelser, men som serien skrider frem, kan vi se, at Veronika faktisk har pålagt Signe en kæmpe byrde og ikke kun en fordel som tiltænkt, siger advokat Louise Vigand Kryger.
- Som det fremgår af serien, så er der jo mange driftsudgifter ved ejendommen, ligesom den ikke blev overdraget i super god stand, og alt det koster jo penge. Penge som Signe ikke har, man som hun kan låne sig til ved at optage lån i friværdien i ejendommen. Sådan nogle lån er der jo også bare afdrag på, der skal betales. I starten af serien var hun blomsterhandler og nu er hun så gået skridtet videre og blevet hampebonde, opsagt forpagtninger og foretager ombygninger, så hun har mange udgifter uden egentlige indtægter. En del af det er naturligvis selvforskyldt, men jeg synes det er meget tydeligt, at der med testationen også er pålagt Signe en kæmpe byrde, fortsætter advokaten.

Boafgift

I serien har vi ikke hørt omtalt problemer med betaling af boafgiften, men i den virkelig verden har Signe skulle betale minimum 15 % af de 10 mio. kr. i afgift til staten, dvs. 1,5 mio. kr.
- Et fastforrentet obligationslån i ejendommen på bare 1,5 mio. kr. koster selv med vores nuværende lave renteniveau ca. 8.600 kr. efter skat om måneden, siger advokaten.
- Hvis man indsætter sin klaverinteresserede nabo til at arve ens dyre Steinway flygel, som tak for alle de år han har måttet lytte til ens halvdårlige klaverspil, så er det formentlig tiltænkt som en gestus, men glansen går ret hurtigt af den gestus, når naboen skal have penge op ad lommen eller ud og optage lån for at få lov til at beholde det elskede flygel, siger advokaten.

Det gode råd

- Når man testamenterer over genstande, så skal man altså huske at overveje om modtageren har råd til at arve den genstand og betale boafgift og evt. driftsudgifter m.v. Ellers bør man også indsætte vedkommende til at arve et pengebeløb. Boafgiften kan man også testere over, sådan at man lader boet betale afgiften af boets øvrige midler og modtageren derfor kan få genstanden uden at bekymre sig om afgiften, slutter advokat Louise Vigand Kryger.