Fortsæt til indhold

Nye sejre til Køges basketball og volleyball hold

Arkiv
Arkiv

SPORT: Weekenden bød på nye sejre til Køge Basketball Klubs bedste herrehold i 1. Division og til Team Køge Volleys bedste damer i VolleyLigaen.
Køge Basketball Klub havde hjemme i Køgehallen besøg af Lemvig der blev sendt retur den lange vej hjem til det vestjyske med et nederlag på 89-70. Køge er dermed fortsat på andenpladsen i rækken, blot to points fra førstepladsen som indehaves af Stevnsgade. Begge klubber har spillet 14 kampe.
Køges næste kamp er ligeledes på hjemmebane, lørdag den 14. februar kl. 16.00 mod Wolfpack/BMS i Køgehallen.
Team Køge Volley vandt lørdag på hjemmebane i Asgård skole med 3-1 over Fortuna Odense Volley og er dermed stensikkert klar til DM-kvartfinalerne.
Det var en ganske spændende affære i Asgård skole, hvor Køges sejr blev sikret efter sætcifrene 24-26, 25-19, 25-20 og 26-24.
Team Køge Volley spiller sin næste kamp - den næstsidste i grundspillet - søndag den 15. februar kl. 15.00 på udebane mod Holte IF.