Med fleksjob kan Camilla klare sig selv
FLEKSJOB: Sidste år fik 61 borgere i Greve ret til at søge et fleksjob. Dermed kan de blive ved med at tjene deres egne penge, selvom de er blevet for syge til at klare et almindeligt fuldtidsjob.
Camilla Mohr Mortensen var kun 19 år, da hun blev syg.
Hun havde store smerter og var meget træt, og det viste sig, at hun havde fået leddegigt og en smertefuld bindevævssygdom. Derfor måtte hun opgive sit job i Matas.
Fleksjob giver ro
I dag er hun 23 år og stadig syg. Men hun har fået ret til fleksjob.
Fire timer om dagen kan hun arbejde, og så bliver lønnen suppleret op, så hun kan leve af sin indsats. Den mulighed har givet hende ro. Nu kan hun søge et job og selv være med til at skabe sin fremtid.
- Hele mit liv blev jo taget fra mig, da jeg blev syg, og det var hårdt. Nu kan jeg endelig selv gøre noget, siger Camilla Mohr Mortensen.
Sidste år fik 61 borgere i Greve ret til at søge et fleksjob. Nogle af dem kan kun arbejde ganske få timer om ugen. Andre kunne faktisk beholde deres oprindelige job – bare på nye lempelige vilkår.
Alle oplever glæden ved, at de kan tjene deres egne penge og være en del af arbejdsmarkedet, selvom de er syge.
Sagsbehandleren lyttede
For Camilla Mohr Mortensen har mødet med kommunen både været svært og godt.
- I begyndelsen var det svært, for der skulle vi finde ud af, hvilken kasse jeg passede ind i. Jeg var jo ikke deprimeret eller stresset. Jeg havde lyst til at arbejde og komme i gang. Men min sygdom stoppede mig. I takt med at min sagsbehandler har lært mig at kende, er vores samarbejdet blevet godt. Hun har lyttet til mig, og hun har været der for mig, når jeg blev helt panisk, fordi jeg ikke kunne se en fremtid for mig, fortæller hun.
Med muligheden for fleksjob er følelsen af afmagt forsvundet.
- Min sagsbehandler har mange gange sagt, at jeg ikke skulle bekymre mig. Men det har jeg gjort alligevel. Jeg har ikke kunnet se, hvordan jeg skulle kunne klare mig. Nu har jeg endelig fået følelsen af, at jeg selv kan gøre noget, fortæller Camilla Mohr Mortensen.
pm