Fortsæt til indhold

Ingen grund til panik

Arkiv
Arkiv

Der er netop gennemført en analyse af detailhandlen i Hvidovre. Af undersøgelsen fremgår det blandt andet, at der er 137 butikker i Hvidovre. Ud over de nævnte 137 butikker er der knap 120 "kundeorienterede servicefunktioner". Der er tale om forskellige former for bespisningstilbud samt eksempelvis frisører, læger og tandlæger.

Sammenlignes de 137 butikker med tallene fra en lignende undersøgelse - gennemført for ti år siden, i 2004 - er der tale om et fald i antallet af dagligvarebutikker på lidt mere end ti procent, mens antallet af udvalgsvarebutikker er faldet med omkring 33 procent.

De fleste af Hvidovres borgere med nogle år på bagen kan erindre butikker og forretninger, der ikke længere eksisterer. Men omvendt kommer heldigvis også nye til. Seneste nyhed på dagligvareområdet er dog desværre, at den populære lokalbrugs på Fjeldstedvej nu snart drejer nøglen om.

Et fald i antallet af dagligvarebutikker på ti procent i løbet af de sidste ti år kan lyde slemt. Men på landsplan er det dobbelte - nemlig godt 20 procent - af dagligvarebutikkerne faldet væk i samme periode. Så her klarer Hvidovre sig altså dobbelt så godt - eller halvt så dårligt (!) - som resten af landet. Med udvalgsvarebutikkerne er billedet et andet - faldet i antallet på 33 procent i Hvidovre modsvares således af et fald på landsplan på knap 20 procent.

I Hvidovre slås detailhandlen naturligvis med den skarpe konkurrence fra først og fremmest Rødovre Centrum. Men også Fisketorvet, Fields og Spinderiet appelerer til Hvidovreborgernes indkøbsvaner. Det gør også e-handelen. Den er steget markant de sidste ti år og en stigende del af detailhandlen kommer i fremtiden til at foregå gennem e-handelskanaler. Det er vurderingen, at omkring otte procent af danskernes dagligvareforbrug vil blive købt på nettet i 2025.

Set med de positive briller er der bestemt intet der tyder på, at handelslivet er i fare for at uddø i Hvidovre, hvor et stigende befolkningstal alene vil generere et øget forbrug på syv procent frem mod 2025.

Men kommunen skal på banen og hjælpe med at give centre og butikker optimale vilkår. Og centre og butikker skal sørge for at markere sig tydeligt. Hvidovres borgere skal kende til de fordele, der er ved at handle lokalt.