Et tilbageblik i Avedøre – og et bud på fremtiden

<p class="mrub">Af Søren Østergaard:</p>

Efter små 40 år på godt og ondt i Stationsbyen er det nu blevet tid til et tilbageblik og nogle betragtninger over hvad Stationsbyen repræsenterer i dag - og måske ikke mindst hvorfor.

Som det vil være nogen bekendt, fraflytter jeg Stationsbyen og kommunen. Jeg vil dog gerne kraftigt understrege, at det ikke er et fravalg af Stationsbyen men et tilvalg af de landlige omgivelser i Sønderjylland hvor min kone kommer fra.

I 70’erne var vi en del tilflyttere, der valgte det nye byggeri i Avedøre. Nemt byggeri at komme ind i, billige huslejer og nye lækre funktionelle lejligheder. Der var mange velfungerende familier der havde fået samme idé og området levede i bedste velgående. Nem adgang til daginstitutioner omend der var nogle lange ventelister, skolen lige ved siden af, og et forretningsstrøg med både Superbrugs, Irma, to banker, boghandel og fotohandler. Grønne områder, udfordrende legepladser til ungerne, trafik og børn adskilt og fremfor alt en masse frisk luft og landlig stilhed. Klublivet blomstrede i de mange små lokaler i Bymurens lokaler i stueplan.

<p class="mrub">Boligsocialt dyk</p>

At "flytningen" af Avedøre til Hvidovre i 1974 var et problem i sig selv, var der ikke mange der vidste. Men Avedøre var åbenbart allerede dengang kilde til uro. Men det er måske forklaringen på mange ting.

En af årsagerne til de billige huslejer var rentesikringen. En tidsbegrænset støtteordning i forbindelse med bysanering. Dybest set lå Avedøre jo på linie med de øvrige tidlige 70’er byggerier omkring København, der skulle medvirke til at sanere de gamle boligområder på primært Vesterbro og Nørrebro. Omkring 1980 nedtrappedes denne rentesikring, hvilket medførte nogle dramatisk stigende huslejer over de efterfølgende få år - så vidt jeg husker op til 20-30 % om året, når det gik hedest til.

Dette medførte et voldsomt boligsocialt dyk. De mange velstillede opdagede, at parcelhuse blev konkurrencedygtige og fraflyttede. I takt med denne udvikling flyttede flere og flere ressourcestærke, og byggeriet blev nu almennyttigt i værste forstand. Tilflytterne var for en stor dels vedkommende socialt dårligt stillede med alt hvad dette nu medfører. Stationsbyens slidske blev stejlere og stejlere. Flere og flere ressourcestærke fraflyttede og flere og flere socialt svage flyttede til. I Store Hus havde Kriminalforsorgen en del udslusningslejligheder og der var temmelig høj indbrudskriminalitet i området. Det var ikke en udvikling Stationsbyen selv valgte, med et resultat at den kommunale anvisning. Meget af Stationsbyens dårlige omtale stammer helt tilbage fra denne periode.

<p class="mrub">Liste T</p>

Vi var dog en del Avedøreborgere, der havde slået rod og stadig nød områdets kvaliteter. Der var jo stadig nærhed, højt til himlen og mange venner man kendte fra daginstitutioner og skole. Man behøvede jo ikke ligefrem at stille sig op på "Bajers Plads" for at blive forarget.

Borgerne i Stationsbyen blev primært repræsenteret af Liste T - Pernille Falcon og Kim Østerberg. Med en vis egenrådighed havde de fingre med i alt hvad der skete i og med Stationsbyen. Dette skete ud fra en platform i kommunalbestyrelsen for Liste T og/eller formandsskabet i afdelingsbestyrelsen - og i alle demokratiske og styrende organer var der en rigelig repræsentation af deres politiske menighed. Det skal ikke forstås sådan, at det i et og alt var dårligt. De fik Stationsbyen på dagsordenen og talte bydelens sag med ildhu. Til gengæld oplevede jeg også de beboerdemokratiske organer som ret sammenspiste. Liste T havde i høj grad taget internt patent på Stationsbyen, dens dagligdag og dens fremtid.

Vi accepterede den lidt faldende standard som et forhåbentligt forbigående fænomen og levede i øvrigt vores liv som en del af bydelen. Stationsbyen var overordnet stadig et rart og godt sted at være og bo.

<p class="mrub">Butikker forsvandt</p>

Kommune og boligselskab lod den boligsociale nedtur fortsætte i alt for mange år. Først i 1997 påbegyndtes kvartersløft-projektet. Det glædede vi os meget til - og langsomt år for år kunne vi mærke en positiv forandring. I samme periode totalrenoverede man Enghøjskolen til en spritny moderne bygning og viste dermed at man ville noget andet. Det var vi var rigtig glade for. Men vi kunne også mærke, at det Kainsmærke Stationsbyen havde fået på de små villaveje, nok var kommet for at blive. Lidt irriterende at høre andre fortælle i hvilket socialt armod man levede uden selv at være klar over det. Nu kan man jo som bekendt ikke leve andres liv, så vi levede med en vis tilfredshed vores eget herude på prærien.

Butikkerne i Store Hus ændrede i denne periode også karakter. Bankerne forsvandt, Irma blev til Netto og SuperBrugsen blev efter en periode som outlet fra Daells Varehus til en Lidl. Boghandleren cykelsmeden og fotohandleren forsvandt - alle angiveligt på grund af nogle tårnhøje huslejer. Ikke beboernes ønske, men en udvikling styret af en udlejer.

Med kvartersløftet vendte udviklingen stille og roligt. Både indbruds- og anden kriminalitet faldt, medens den boligsociale kvalitet steg. Stadig var Liste T i front som de, der tegnede Stationsbyen i alle sammenhænge, i tæt samarbejde med et dengang meget magtfuldt socialdemokrati. Af andre vigtige fora i den periode var kommunalbestyrelsens Avedøreudvalg hvor Liste T også var repræsenteret sammen med primært SF og Socialdemokraterne. Der slap ikke meget ud fra dette udvalg på trods af der formentlig blev truffet en del beslutninger der havde vidtrækkende betydning for området. Der var formentlig også et politisk filter ind mod udvalget.

Den ændrede beboersammensætning ændrede også Stationsbyens sociale liv. Klublivet, der måske dybest set var en del af 70’ernes "komme-hinanden-ved" periode, kom aldrig op at køre i samme omfang - selv ikke da mere ressourcestærke flyttede ind. Interessen for beboerdemokratiet blev desværre heller ikke styrket. Den nye kvalitet og generation af tilflyttere havde nok i sig selv, og kun relativt få deltog. Sikkert en trend der fulgte det øvrige samfund hvor der dels var tilbud i uanede mængder og hvor man havde rigeligt i familie, arbejde - og sig selv. Perioder med diverse personlige magtkampe i specielt en enkelt afdelingsbestyrelse var heller ikke noget, der stimulerede til deltagelse ligesom samarbejdet mellem de tre afdelingsbestyrelser i en årrække var nærmest ikke eksisterende.

<p class="mrub">Gode initiativer</p>

Op gennem 00’erne oplevede jeg en rolig og stabil periode. Der kom flere og flere biler på parkerings-pladserne og morgenkøen ud af Stationsbyen blev længere og længere. Det samme billede om eftermiddagen, blot ind i byen efter arbejdstid. Og der blev også stille i byen om aftenen. Stationsbyen begyndte at blive noget, der lignede en småborgerlig soveby. Ikke som en boligpolitisk beslutning, men som et produkt af tiden og beboersammensætningen.

I 2007 blev bydelen pillet af den rædselsfuldt stigmatiserende ghettoliste. En god udvikling der lovede godt for fremtiden og det var en udvikling vi glædede os over. Kvartersløftet havde virket.

I 2009 blev Stationsbyen så revet ud af Tornerosesøvnen. I mange af de almennyttige byggerier i både København og forstæderne dannedes grupperinger af unge, der hidsede sig selv og hinanden op med ildspåsættelser og kriminalitet. Nogle underlige ustrukturerede subkulturer der primært bestod af indvandrerdrenge. Vi fik også vores del i Stationsbyen, men slet ikke i så høj grad som i mange af de øvrige bebyggelser som Tingbjerg, Sjælør, Ishøj, Brøndby og Askerød. Det startede for alvor med nogle røverier mod buschauffører på stationen, afbrændte containere og biler, sluttende med nogle ubehagelige hjemmerøverier. På en eller anden måde kom alibiet for dette til at være et krav om en klub for de unge i Avedøre. Ikke noget formelt, men noget man bare råbte ud i natteluften Tilsyneladende kom disse hastigt voksende subkulturer bag på alle og panikken bredte sig. Kommune, boligselskab, politi, beboere - man blev i den grad taget på sengen. Om alle var lullet i søvn af den bedøvende succes med kvartersløft skal jeg lade være usagt, men alle de initiativer der måske kunne have opfanget signalerne i tide var væk og man havde ikke et øjeblikkeligt beredskab til at håndtere den voksende uro. Politi og SSP blev efter nogen tid meget synligt og der kom flere gadeplansmedarbejdere. Blandt beboerne blev der lavet en del initiativer, bl.a. en facebookgruppe hvor alle kunne komme til orde med konstruktive forslag. Man kunne også fortælle om oplevelser til alle eller kun til administrator. Endelig kunne man komme i forbindelse med mange af de unge der også var på siden. Den endte med at blive en guldgrube af nyttig information og gav et godt fællesskab. Beboerne var aktive og konstruktive og de unge i en vis grad åbne for den relativt anonyme kontakt. Selvfølgelig var der også kritiske røster i forhold til situationen, dog uden at tonen blev hadsk. Dette sammen med oprettelsen af "Forældregruppen" i 2009 var et godt signal til både de unge om, at beboerne og bydelen ikke ville acceptere disse tilstande og at man kunne finde sammen om at sige nej til dem. Disse initiativer påkaldte sig relativt stor opmærksomhed både i pressen og i andre organisationer og boligområder i en periode, der skreg på initiativer. Samtidig var det også en positiv oplevelse at se en samlet indsats hvor alle instanser kunne byde ind.

Efter en række sene aftenmøder med nogle af de unge, nogle sent om aftenen på forskellige pladser i byen, var min oplevelse at de unge dybest set var skrupforvirrede af alle de indtryk og påvirkninger de var underkastet. De stod med et urealistisk ønske om en klub, en vægelsindet kommune der ikke rigtig vidste hvad den ville, nogle beboere der ikke var helt afvisende hvis det blev styret, nogle venner der mente de bare skulle lave noget mere ballade og nogle beboere der var åbenlyst trætte af dem. Ingen fast struktur og ingen der stillede sig i spidsen, ingen der tog imod de gode råd og fik samling på det. Det gjorde det meget svært at få en konstruktiv dialog.

fortsættes næste side...