Fortsæt til indhold

Borgermøde om fremtidens Herfølge

Arkiv
Arkiv

BYDELSPLAN: Nu kan du være med til at sætte præg på fremtidens Herfølge. Herfølge bliver den første af en række byer i Køge Kommune, der skal have sin egen bydelsplan, og arbejdet skydes i gang med et stort borgermøde i marts.
- Noget af det særlige ved Køge Kommune er, at vi har en masse levende lokalsamfund med hver deres særpræg. Lokalområderne skal vi passe godt på og holde i gang, så folk også fremover har lyst til at bo i f.eks. Herfølge eller Borup. Køge er en udviklingskommune med mange store projekter på vej i og omkring Køge by – bydelsplanerne skal være med til at sikre, at der sker udvikling i alle hjørner af kommunen, siger Køges borgmester, Flemming Christensen.
Køge Byråd behandlede tirsdag en køreplan for, hvordan arbejdet med Herfølges bydelsplan skal forløbe, og her er det allervigtigste, pointerer Flemming Christensen, at Herfølges egne borgere er med:
- Jeg deltager selv i borgermødet, og jeg glæder mig til at møde de virkelige Herfølge-eksperter - alle dem, der allerede bor i området, arbejder her eller driver virksomhed i Herfølge. Vi lægger ud med borgermødet for at få indkredset, hvad der er godt ved Herfølge, og hvad vi skal have mere af i byen fremover. På borgermødet fortæller vi også om kommunens følgegruppe, hvor man kan komme endnu tættere på planarbejdet, siger borgmesteren.
Borgermødet om bydelsplanen for Herfølge bliver holdt i Herfølge Hallen lørdag den 14. marts fra klokken 13.00-17.00.
Køge Kommune har arrangeret borgermødet i samarbejde med Herfølge Borgerforening.
Man kan læse mere og melde sig til på www.koege.dk/bydelsplan.
pm