Indbrudstyv set efter indbrud i Greve-villa
Politiet efterlyser flere vidner der evt. kan have observeret gerningsmanden.
GREVE: Politiet i Karlslunde modtog tirsdag eftermiddag kl. 15.39 en anmeldelse fra en villaejer på Metavang i Greve, der havde konstateret indbrud ved opbrydning af en terrassedør i tidsrummet kl. 08.00-15.00.
Fra stedet havde indbrudstyven stjålet to bærbare computere, en Ipad samt en sportstaske – formentlig til at bære de stjålne ting væk i.
Under efterforskning af sagen fik politiet kontakt med et 14-årigt vidne, der kl. ca. 11.15 havde bemærket en mand gående på Metavangs fortov tæt på gerningsstedet og medbringende en sportstaske.
Den mistænkte blev af vidnet beskrevet som mand, 175-180 cm høj, normal af bygning, lys i huden, kort lyst hår, iført sorte løse bukser med hvide striber bagpå, lys/brun lang jakke med pelskrave, bærende på en sort sportstaske.
Den mistænkte blev i øvrigt også observeret af vidnet kl. ca. 11.50 på busholdepladsen ved Greve Station, hvor den mistænkte talte sammen med en anden person.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører meget gerne fra yderligere vidner, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm