Terror-dræbt voksede op i Hvidovre
<p class="urub">Dan Uzan er kendt af mange i Hvidovre</p>
Den godt to meter høje Dan Uzan var vellidt ikke blot i det jødiske samfund, men også blandt borgere i Hvidovre, der mødte ham, når han indtil flere gange om ugen trænede i Hvidovre Motionscenter ved Hvidovre Stadion.
- Han var en skøn person og et godt forbillede nede i motionscenteret. En af dem der virkelig gjorde, at man fik et smil på læberne, lige meget hvor grå en dag man havde, skriver en af de borgere, der trænede samme sted som Dan Uzan.
I følge Kristeligt Dagblad er Dan Uzan vokset op i Hvidovre med en dansk mor og en israelsk far. Hans forældre bor angiveligt fortsat i Hvidovre Kommune.
<p class="mrub">Jødiske samfund i chok</p>
Dan Uzan var aktiv i det jødiske samfund, hvilket var årsagen til, at han natten til søndag holdt vagt ved en fest ved synagogen. I Det Jødiske Hus - menighedshuset bag synagogen - fejrede en ung pige sin konfirmation i selskabslokalerne sammen med et selskab på 80 gæster.
Gerningsmanden skød Dan Uzan, der opholdt sig ved porten for at foretage adgangskontrol til festen. To politifolk blev desuden såret ved angrebet.
- Dan Uzan blev hårdt såret og omkom kort tid efter skuddene. Dan Uzan var et barn af menigheden. Han tilbragte sin skoletid på den jødiske skole i København og blev senere uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet, skriver Det Jødiske Samfund i en pressemeddelelse, der er offentliggjort på samfundets hjemmeside.
Dan Uzan var i sin fritid engageret i Det Jødiske Samfund.
- Det Jødiske Samfund er i chok over angrebet, men alles tanker går først og fremmest til Dans efterladte og til de sårede politifolk og deres pårørende, skriver Det Jødiske Samfund i en pressemeddelelsen.