Fortsæt til indhold

Ni indbrud i Kolding i weekenden

Arkiv
Natalie Stratigos

Tyvene i Kolding har ikke ligget på den lade side i weekenden. Weekendens døgnrapport tæller nemlig ni indbrud, fortæller politikommissær Poul Steffensen.
Her blev indbruddene begået.
Mellem fredag klokken 15 og 16:30 forsøgte en ukendt gerningsmand at bryde et soveværelsesvindue op på Mølleparken i Lunderskov. Anmelderen fik øje på tyven, der løb fra stedet. Tyven beskrives som en dansk mand på omkring 35 år, 175 centimeter høj, spinkel af bygning og med let skelen på øjnene. Tyven var iført en sort jakke med hætte og løb i ukendt retning.
Et bryggersvindue blev fredag mellem klokken 17:55-19:55 brudt op i en villa på Gl. Stationsvej i Bramdrupdam. Fra villaen blev der stjålet smykker og en computer.
Endnu et indbrud i Bramdrupdam fandt sted på Lyngen mellem fredag klokken 15 og søndag klokken 09:00. Tyven havde brudt et vindue op på husets bagside. Herefter var huset gennemrodet, men der er endnu ikke noget overblik over, hvad de er stjålet.
En bolig på Pinjevej i Kolding fik mellem lørdag formiddag og søndag klokken 13 knust et vindue i terrassedøren. Tyven løb af sted med husets smykker.
Det lykkedes ikke tyvene at komme ind i en villa på Hvedemarken i Nørre Bjert mellem fredag klokken 18 og søndag klokken 10. Tyven forsøgte ellers at bryde et vindue op med et koben, men måtte altså opgive og smutte tomhændet fra stedet.
Beboere kom hjem til en knust rude i deres hjem på Brogårdshaven i Harte. Indbruddet er sket mellem lørdag klokken den 14. februar klokken 15 og søndag den 22. februar klokken 00:34. Beboeren oplyser til politiet, at der i hvert fald er stjålet smykker, men ellers har man endnu intet overblik over, hvad der er forsvundet.
På Heimdalsvej i Kolding var der endnu en tyv, der måtte gå tomhændet fra stedet. Tyven forsøgte mellem søndag den 15. februar og søndag den 22. februar at lave en underboring i en vindueskarm. Det betyder, at tyven har forsøgt at børe et hul i vinduesrammen med en boremaskine for at få en krog ind og dermed åbne vinduet. Denne tyv var åbenbart ikke helt så ferm. Det lykkedes i hvert fald ikke at komme ind i huset.
En tyv brød ind i en lejlighed på Frederik 7 Vej mellem torsdag den 15. og fredag den 20. februar. Tyven opbrød en havedør og gennemrodede herefter lejligheden.
Sidst har der været et indbrud på Koldingvej i Egtved mellem fredag den 20. februar og søndag den 22. februar klokken 11. Tyven havde knust en rude i terrassedøren med en sten. Der er endnu intet overblik over, hvad der er stjålet.