Fortsæt til indhold

Jakob Ankersen til IFK Göteborg

Arkiv
Arkiv

EfB er blevet enige med IFK Göteborg om en transfer af Jakob Ankersen og opjusterer derfor forventningerne til 2015. Aftalen er afhængig af, at Jakob Ankersen når til enighed om sine personlige vilkår og et lægetjek, således at kontraktforholdene forventes endeligt afklaret i løbet af kort tid.
Jakob Ankersen debuterede for EfB på sin 20-års fødselsdag mod FC Svendborg den 22. september 2010 og har siden spillet 152 kampe i den blå-hvide trøje. Fans i Esbjerg vil især huske ham for et glimrende samarbejde med sin tvillingebror, Peter Ankersen, der begge huserede på højrekanten, da EfB vandt DBU Pokalen og efterfølgende nåede Europa League 1/16-delsfinalen.
"Han har længe udtrykt et ønske om at prøve sig af i en anden liga. Det har vi vidst, og det har vi også været indstillet på. IFK Göteborg har længe været interesseret, og det er en topklub i Sverige, så der venter ham en spændende udfordring," siger Niels Erik Søndergård fra det sportslige udvalg.
Jakob Ankersen skifter til Sveriges mest vindende fodboldklub igennem tiderne med atten mesterskaber. Her vil han blive klubkammerat med Lasse Vibe og Søren Rieks. Søren Rieks spillede han også sammen med i flere sæsoner i EfB, og de to må nu atter finde sammen i et godt samarbejde på hver sin kant.
Efter købet af Kevin Mensah vil der forsat være stor konkurrence på de offensive positioner, hvor også Emil Lyng, Lasse Rise, Mohammed Fellah, Mikkel Vestergaard, Jeppe Andersen, Casper Nielsen og Daniel Larsson kan husere.
"Da vi hentede Kevin Mensah ind, var han tiltænkt i kampen om den position, som Jakob efterlader. Her konkurrerer mange spillere allerede, og alle spillere skal være en del af konkurrencen om spilletid," siger Niels Erik Søndergård.
Jakob Ankersen har spillet i Esbjerg fB i hele sin karriere og prøver sig nu af uden for Esbjerg for første gang. Han har flere gange været udtaget til A-landsholdet men har endnu sin debut til gode.
Efter salget af Jakob Ankersen og omkostningerne forbundet med købet af Kevin Mensah, forventer EfB Elite A/S et positivt resultat før skat på +2,0 til +8,0 millioner kr. mod tidligere udmeldt i selskabsmeddelelse 7/2015 -3,0 til +3,0 millioner kr.