Fortsæt til indhold

Møbelpolstreren fejrer 10 års jubilæum

Arkiv
Arkiv

Jubilæet fejres med åbent værksted og en mulighed for at interesserede kan kigge forbi og møde medarbejderne og få en snak om møbelpolstring.

Møbelpolstrer Tommy Raagaard Hansen overtog lokalerne på Hvidovrevej 89a i januar 2005. Han var dog ikke ny i faget, idet Møbelpolstreren har eksisteret mange år inden på Valby Langgade i Valby, hvor Tommy Raagaards far startede forretning for knap 52 år siden. Selv kom Tommy Raagaard Hansen i lære hos faderen og fik sit svendebrev for nu 22 år siden. I 1999 overtog han forretningen efter sin far og blev dermed selvstændig. Lokalerne i Valby lå imidlertid i kælderen og Tommy Raagaard Hansen slog derfor til, da muligheden på Hvidovrevej bød sig.

- Det har været rigtig godt at komme op i gadeplan, og der er rigtig mange børn og voksne, der kigger ind gennem vores ruder, når vi står og arbejder, fortæller han.

Tommy Raagaard Hansen har i alt haft fire lærlinge igennem Møbelpostreren på Hvidovrevej, siden han flyttede til Hvidovre, og i dag er de i alt tre medarbejdere i forretningen, der i øvrigt gerne vil hilse på nye og gamle kunder, når 10-årsjubilæet rundes.

- Kom og se os arbejde og få et godt tilbud på en møbelpolstring, lyder det fra Tommy Raagaard Hansen.

De to dage med åbent værksted er henholdsvis på fredag den 6. februar fra kl. 10-18 og på lørdag den 7. februar fra kl. 9-15. Her vil der desuden være mulighed for at høre noget om, hvordan man plejer og farver lædermøbler, ligesom der vil være mulighed for at købe rester af møbelstoffer.

- Tag et billede eller selve møblet med, så vi kan se, hvad vi taler om, siger Tommy Raagaard Hansen.

Møbelpolstreren serverer desuden en kop kaffe eller lidt boblevand til gæsterne.

key