Fuldt hus til fastelavn på Alarmpladsen
Allerede ved ellevetiden dukkede Spiderman, Ninjaer, monstre, teletopier, prinsesserne og alle de mange eventyr figurer op i Avedørelejren klar til at slå katten af tønden. Det blev et mylder af mennesker der gjorde sig klar til at komme i gang. De dukkede fint sminkede frem fra Cirkusmuseet som katte og klovne og mange fantasifulde påfund. Der blev hvisket i krogen om, at det her nok var en af de største Fastelavnsbegivenheder på Vestegnen og flere glædede sig allerede til næste år, hvor der nok ville komme til at foregå endnu mere.
Alarmpladsen i Avedørelejren var fyldt op med børn og forældre allerede fra lidt i et, hvor tøndeslagningen begyndte, der blev talt mindst femhundrede børn og voksne på pladsen, mens der også gik rigtig mange frem og tilbage mellem bygningerne i lejren.
Der blev delt slikposer, klementiner og rosiner ud og der blev banket på tønderne der var malet fint. Kattekonger og dronninger fik fine kroner på, der var håndlavet i det Kreative Hus på Produktionsskolen, som også have et stort hold elever til at betjene alle mennesker på pladsen og i Bataillionen.
Atter en dejlig Fastelavn i Avedørelejren.