Fortsæt til indhold

Ulveleg & Lammesteg

Oplevelser for hele familien - hver tirsdag

Arkiv
Arkiv

Fra den 24. februar og året ud inviterer DUI (De Unges Idræt) Kolding hver eneste tirsdag på leg og spisning for hele familien. Under overskriften Ulveleg & Lammesteg vil familier og børn kunne dukke op og lege traditionelle danske lege som tag-fat, skjul, sanglege og lege, der kræver kraft og styrke. Forældre er velkomne til at deltage sammen med deres børn.

“DUI-LEG og VIRKEs kendetegn er aktiviteter for hele familien. Vi vil gerne give nogle gode oplevelser, som forældre og børn kan have sammen, og som er sjove for alle parter”, forklarer formanden for DUI-LEG og VIRKE, Kirsten Hansen.
Inspirationen til legene kommer fra Gerlev Legepark ved Slagelse, som afdelingen har et tæt samarbejde med, og som i november var i Kolding for at dele sine erfaringer med den lokale DUI-afdeling.

Under legen vil afdelingens frivillige medarbejdere tilberede sund, nærende og lækker mad sammen med de forældre, som måtte have lyst til at hjælpe i køkkenet. Hele arrangementet varer fra klokken 16:30 til klokken 18:30.

“Konceptet er ideelt for småbørnsfamilier. I stedet for at skulle stresse igennem ulvetimen med afhentning, indkøb, madlavning og alle de andre ting, som fylder til hverdag, kan man få en sjov eftermiddag med sine børn og være hjemme inden klokken 19.00 uden at skulle bekymre sig om alt det praktiske den dag”, siger Kirsten Hansen.
Konceptet har da også vakt Landsforbundet DUI-LEG og VIRKEs interesse. Derfor har konsulenter fra forbundskontoret i Hvidovre også hjulpet til med planlægningen af arrangementerne.

“Der er ingen tvivl om, at det er et koncept, som vi tror enormt meget på, og som vi gerne ser udbredt til flere afdelinger og flere byer rundt omkring i landet. Det er et rigtig spændende tiltag som er lige i DUI-LEG og VIRKEs ånd, siger organisationskonsulent Jesper Kjærgaard.
Aktiviteterne foregår i DUI-LEG og VIRKE Koldings lokaler: Ungdomsgården, Ålykkegade 43, Kolding
For yderligere oplysninger, kontakt: Formand for DUI-LEG og VIRKE i Kolding Kirsten Hansen på 28 61 24 90.