Årets øl-nyhed skal kåres
Øllene til finalefeltet er de ti øl der står tilbage med flest stemmer efter en første afstemningsrunde, hvor der var ca. 1100 danske ølnyheder fra 113 bryggerier at vælge imellem.
Igen i år er bryggerierne fra Fyn de dominerende med ikke mindre end seks øl og de sidste fire øl kommer fra Sjælland, mens der ingen jyske bryggerier er repræsenteret i finalerunden.
De fynske repræsentanter er Ugly Duck Brewing Co., som vandt sidste år, med én kandidat, Foxy Brown, det nye bryggeri Munkebo Mikrobryg med Alstærk Bourbon, Midtfyns Bryghus som har vundet titlen 3 gange tidligere har 2 øl med, Pale Ale Single Hop Amarillo og Chili Klaus Ghost, og endelig har Bryggeriet Vestfyn 2 øl med, Willemoes Jubilæums Bryg og årets udgave af Willemoes Jul, som gør samtlige jule-forgængere kunsten efter, og er dermed for 9. gang at finde i finalefeltet.
De sjællandske modstandere er Hornbeer, som har vundet titlen hele 4 gange før, med 2 øl, TopHop og Vladimir P, Amager Bryghus med Orange Crush, og Herslev Bryghus med en absolut nyskabelse i form af Økologisk Mark Hø Øl – og der er hø i øllet!
Et spændende, stærkt finalefelt med en stor spændvidde som strækker sig fra beskedne 4,7% alkohol til hele 12%, med mange humlevarianter og nogle endog forstærket med Whisky og ultrastærk chilli.
De mange spændende finaleøl kan smages lørdag den 21. februar, kl. 14.30 i Nygadehuset i Aabenraa. Der er plads til 25 deltagere, så bindende tilmelding til smagningen sker efter ”først til mølle” - princippet til Helge Beierholm Hansen på mail helge.beierholm@ale.dk eller på telefon 2722 5212.