Fortsæt til indhold

Fredericia Realskole fik et af landets højeste snit

Realskolen fik det højeste karaktergennemsnit i kommunen

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Jeg er da stolt”.
Foran skoleleder Poul Sørensen, Fredericia Realskole, ligger der en stak papirer fra undervisningsministeriet. De er fyldt med tal, og de taler et klart sprog.
“De handler om 9. klassernes afgangsprøve 2014. Vi landede med et karaktergennemsnit på 8,9. Hvem har et højere gennemsnit? Jeg kan finde Rungsted Private Realskole med 9,1 og Lyngby, som har samme snit som os. Det er usædvanligt, at vi har så flot et snit. Vi havde nogle dygtige børn, og vi fik dem til at udnytte deres potentiale,” siger Poul Sørensen.
Der er naturligvis flere årsager til det flotte snit. Det skyldes blandt andet en kombination af dedikerede lærere og engagerede elever.
“Det handler også om skolens kultur. Vi arbejder meget med, at her skal være godt at være. Der skal være respekt omkring elever og lærere. Der skal ikke være støj. Struktur er vigtig. Vi har koncentreret indhold i timerne uden for mange overspringshandlinger.”
Karaktergennemsnittet på Realskolen er højere end de socioøkonomiske forventninger.
“I flere fag, for eksempel dansk, matematik og fysik/kemi har de unge fået en skolegang, der var bedre end forventeligt. De er blevet løftet, viser tallene. Det er gået dem bedre end forventet,” konstaterer Poul Sørensen, der dog tilføjer:
“Jeg er ikke blåøjet. Selvfølgelig er jeg stolt over, at vi får lov til at markere os. Vi plejer såmænd at ligge rigig pænt, men det går op og ned. Vi kan ikke regne med, at karaktergennemsnittet ligger lige så højt i år.”