Glyngøre fører i kamp om landsbypris
Dan Jensen
Den næste modtager af Region Midtjyllands Landsbypris bliver formentlig Glyngøre i Skive Kommune. Her er det lykkedes de godt 1.500 indbyggere at lægge en strategi for overlevelse og udvikling – og føre den ud i livet.
Hos Region Midtjylland har foreløbig et enigt ekspertpanel og nu også medlemmerne i det rådgivende udvalg for regional udvikling sat kryds ved Glyngøre som årets topkandidat til landsbyprisen.
Der er i alt ni kandidater til årets landsbypris. Heriblandt Ørsted i Norddjurs Kommune og et samarbejde mellem de to nabolandsbyer Asferg og Gassum i Randers Kommune.