HIF’s nye bestyrelse
<p class="urub">Lars J. Knudsen afløser Erik Petersen som formand for HIF's fodboldafdeling</p>
Den hidtidige formand Erik Petersen har ønsket at drosle lidt ned på bestyrelsesarbejdet i HIF og er derfor skiftet fra formands- til næstformandsposten. Erik Petersen vil fremover fokusere på klubbens udadvendte aktiviteter og sine poster i Idrætsrådet og Folkeoplysningsudvalget, som er nogle vigtige fokusområder for HIF.
I stedet for Erik Petersen blev Lars J. Knudsen, som i det seneste år har været kasserer, valgt til ny formand. Som ny kasserer valgte generalforsamlingen Schott Jørgensen. På næstformandsposten har Poul Werner Odér efter hele 35 år i HIF's bestyrelse valgt at stoppe den del af sit virke i HIF.
På en anden post blev der også ændret, idet Lars Cramer-Larsen er stoppet som sekretær, efter han er flyttet til en ny stilling i NATO i Haag, Holland. På hans post blev Henrik F. Nielsen valgt.
- Jeg synes, at det er lykkedes at samle en ny slagkraftig bestyrelse, der på professionel vis kan dække de forskellige kompetencer ind, som vi har brug for i en forening med over 1.000 medlemmer, siger den nyvalgte formand Lars J. Knudsen.
- Derfor ser jeg også med glæde frem til udfordringen med at sætte og opfylde nye mål for HIF sammen med resten af bestyrelsen og klubbens mange, dygtige frivillige. I den forbindelse glæder det mig også, at de to afgåede bestyrelsesmedlemmer har tilkendegivet, at de fortsat gerne vil yde en indsats for foreningen. HIF har nemlig brug for alle dygtige folk, som kan være med til at løfte klubben til et nyt niveau...
HIF's nye bestyrelse består af: Formand, Lars J. Knudsen. Næstformand, Erik Petersen. Kasserer, Schott Jørgensen. Eliteformand, Mads B. Søndergaard. Breddeformand, Allan Petersen og sekretær, Henrik F. Nielsen. Derudover har bestyrelsen valgt at tilknytte en suppleant i Søren Feddersen.