Irland skal afgøre sag om beruset lettisk mand
Dan Jensen
Det bliver op til Irland at afgøre den videre skæbne for en beruset 32-årig lettisk mand, der i aftes tvang et fly fra Ryan Air til at lande i Aarhus Lufthavn i Tirstrup.
Det skete da flyet var undervejs fra Dublin til Riga.
Manden var så fuld at han blev anset som en risiko for flyets sikkerhed.
Østjyllands Politi oplyser at man nu har afhørt manden, men da flyselskabet Ryan Air har hovedkontor i Irland vil det være Irland, der skal afgøre, om han skal sigtes for en overtrædelse af deres straffelov eller tilsvarende luftfartslov.
Østjyllands Politi vil nu via Rigspolitiet orientere Irsk Politi om sagen.