Fortsæt til indhold

U17 pigerne et skridt op

<p class="urub">HIF’s piger spiller i næstbedste række - målet er landets bedste række</p>

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

Holdet vandt suverænt den københavnske mesterrække i efteråret ved at gå ubesejret gennem de seks kampe med en målscore på 32-6. Det flotte resultat er særligt flot set i lyset af, at næsten alle piger på holdet er førsteårs U17 spillere.

- Jeg synes, det er fortjent, at vores piger nu får det skulderklap fra DBU’s lokalunioner København og Sjælland. De har en god og seriøs indstilling til træning og kamp, men har også fokus på det sociale, så pigerne har et fantastisk sammenhold, siger træner Lars Hansen.

- Vi har en smal trup, så vi tager meget gerne flere piger ind. Både dem, som kan forstærke truppen, men også gerne nogle som kan gøre truppen bredere...

<p class="mrub">Flere talenter på vej</p>

U17 pigernes succes er udbyttet af et målrettet arbejde og en stærk opbakning fra bestyrelse, frivillige og forældre i HIF.

- Vi har arbejdet seriøst med pigefodbolden de sidste mange år. Derfor er det en glæde at se, at vi lykkes med de ting, vi gør. I klubben er vi stolte over, at U17 pigerne og deres trænere Lars Hansen og Isabella Adelborg har lagt så meget seriøs træning i at nå målet om at komme op blandt de allerbedste klubber på Sjælland, siger afdelingsleder Bo Larsen Vangsgaard, Hvidovre IF.

HIF’s ældste pigeårgang er ikke den eneste, som klarer sig godt. Der er mange flere talenter på vej i pigeafdelingen, som tæller omkring 200 medlemmer.

- Vi har et kæmpe potentiale. Vi har hold på alle årgange, og vi har dygtige og veluddannede trænere. Derfor har vi i dag et fodboldtilbud, som ikke mange kan matche på pigesiden, og vores ambitioner rækker derfor videre, siger Bo Larsen Vangsgaard.

HIF har vedtaget en elitevision på pigesiden, hvor målet er at opnå DBU’s elitelicens inden for de kommende 4-5 år.