Lighthouse X gav intimkoncert på Julemærkehjemmet Fjordmark
Tirsdag fik de begejstrede børn på Julemærkehjemmet Fjordmark en helt speciel oplevelse. De fik besøg af Lighthouse X – Danmarks næste store popband – som kom og gav en eksklusiv intimkoncert. Det nystartede band, som består af Søren Bregendal, Johannes Nymark og Martin Skriver, udgav deres første EP d. 16. februar og den anledning rejser de rundt i landet for at spille deres musik live for børnene på bl.a. de danske Julemærkehjem.
Lighthouse X er nemlig ikke et helt almindeligt band. For dem handler det ikke blot om musik, men om at tage socialt ansvar. Lighthouse X er skabt ud fra et ønske om at gøre en positiv forskel i verden. De bruger netop musikken som afsæt for at åbne op for dialogen omkring de ting, der normalt kan være svære at snakke åbent om.
Derfor har hvert af medlemmerne i Lighthouse X valgt en sag, som de donerer en del af overskuddet fra musikken til. Søren har valgt Børn, Unge & Sorg, mens Johannes har valgt Børnehjertefonden, og Martin har valgt Julemærkefonden. Da Martin gik i folkeskole, oplevede han nemlig på egen krop, hvordan overvægt og mobning tærede på hans selvværd. Han ved derfor, hvad det er, børnene på de danske julemærkehjem går igennem, og det betyder meget for ham, at kunne vise dem, at der venter dem en lys fremtid – også selvom det kan se helt sort ud.
Børnene fik mulighed for at høre bandets to singler Hjerteløst og Kærligheden kalder, som allerede har været spillet vidt og bredt over hele landet. Drengene tog sig også en god snak med børnene omkring de ting, de selv har kæmpet med og ikke mindst de udfordringer, som børnene på Julemærkehjemmene står over for hver dag.
Vil du vide mere om Lighthouse X kan du besøge www.lhx.dk eller følge dem på facebook på www.facebook.com/lhxdk