Fortsæt til indhold

Forsøg på tricktyveri mod ældre mand

Arkiv
Arkiv

GREVE: En mand på 73 år fra Bjæverskov kontaktede onsdag aften kl. 18.42 politiet og fortalte, at han kl. ca. 17.30 havde været på indkøb i et supermarked på Greve Strandvej i Greve.
Ved sin bil på P-pladsen udenfor blev han kontaktet af en fremmed kvinde, der påstod, at han havde tabt en 50 kr.-seddel.
Den 73-årige tog sin pung frem og benægtede at have tabt pengesedlen. Kvinden fik sedlen retur, men forsøgte nærmest at proppe den ned i den 73-åriges pung.
Herunder lykkedes det kvinden at stjæle mandens dankort og hun gik fra stedet.
Offeret opdagede dette hurtigt, råbte kvinden an og løb selv efter hende.
Hun smed dankortet fra sig og løb over Greve Strandvej til en P-plads ved en nærliggende restaurant, hvor hun forsvandt.
Den ældre mand beskriver kvinden som østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm høj. Almindelig kropsbygning. Hun havde brune øjne, talte engelsk. Hun var iført grå strikhue, grå figursyet frakke, blå jeans, brune læderstøvler med blankt guldspænde, Hun medbragte en lille pung eller taske.
Politiet hører gerne fra evt. andre personer der kan have bemærket kvinden i området ved Greve Strandvej i ovenstående tidsrum. Ring 114.
pm