Fortsæt til indhold

Demokrati når det er grummest

To skolebestyrelser retter et skarpt angreb mod lokalpolitikere i sagen om den nye skolestruktur

Arkiv
Louise Ritter

Egentlig havde de 'købt' den. Skolebestyrelserne på henholdsvis Sønderrisskolen og Bryndum Skole havde så småt fundet hinanden og indstillet sig på, at de efter sommerferien skulle indgå 'partnerskab' som følge af Esbjerg Kommunes nye skolestruktur, der skal lægge 25 skoler sammen til ni.
Sådan har det i hvert fald længe set ud, men som Lokalavisen Esbjerg i denne uges avis skriver har politikerne i 11. time, før den endelige beslutning skal tages af Byrådet den 16. februar, taget distriktsinddelingen op til revision. Venstre og SF ønsker nu syv nye, store skoledistrikter, mens Socialdemokraterne står fast på ni. Ender det med syv distrikter, står Sønderrisskolen og Bryndum Skole til at blive lagt sammen med Hjerting Skole.

Den manglende høring

Beslutningen om antallet af skoledistrikter tages på Børn & Familie Udvalgsmødet torsdag morgen. Venstre og SF er vel repræsenteret i udvalget, hvorfor det forventes, at udvalget stemmer syv distrikter igennem - vel at mærke uden at forslaget til den nye struktur igen sendes i høring.
Udsigten til den beslutning har fået skolebestyrelserne på Sønderrisskolen og Bryndum Skole til at fare i blækhuset. Begge opfordrer de skolernes forældre til at gøre, hvad de hver især kan i kampen for at bevare den først planlagte konstellation mellem Sønderris og Bryndum, men tiden er mere end knap.
"Det nye forslag indebærer, at der ikke vil være det naturlige tilhørsforhold alle skolerne imellem, og at vi bliver et meget stort skoledistrikt. Det nye forslag er ikke nævnt i de indkomne høringssvar, så det der formentlig vedtages torsdag, har slet ikke været i høring," skriver skolebestyrelsen på Sønderrisskolen blandt andet til skolens forældre.
Mest vrede er der dog fra de to bestyrelser over den måde, hvor på beslutningen bliver til. Særligt den manglede høring, men også manglende information.
"Vi er meget uforstående overfor de nye udmeldinger, som vi selv har måttet snuse op, og stiller på det kraftigste spørgsmålstegn ved den dagsorden, som primært Venstre har på området. Det demokratiske væsen viser sig her fra sin grummeste side, hvor vi som vælgere og forældre føres bag lyset af et udvalg, der har end dog meget stor indflydelse på vores børns hverdag," skriver skolebestyrelsen på Bryndum Skole med henvisning til, at politikerne efter høringsperiodens slutning pludselig laver om på distriktsinddelingen uden at sende det i høring endnu en gang.

Venstre står for skud

Særligt Venstre står for skud af de to bestyrelser, og her kan Jesper Frost Rasmussen, der også selv sidder i Børn & Familie Udvalget, til dels godt forstå forældrevreden.
"Jeg kan godt forstå, at de reagerer på, at vi politisk har mulighed for at træffe en anden beslutning end den der har været i høring. Jeg kan også godt forstå, at de gerne vil have en ny høring, men det hverken skal eller kan vi nå," siger Jesper Frost Rasmussen til Lokalavisen.
I følge ham tages distriktsinddelingen op til revision igen som følge af, at nogle høringssvar har peget på ubalancen mellem små og store distrikter - og altså ikke fordi, at det med syv distrikter i stedet for ni er muligt at spare den pressede kommunekasse for yderligere fem millioner kroner.
Børn & Familie Udvalget mødes torsdag morgen kl. 8.00.