Fortsæt til indhold

Det var som at befinde sig i en gryde fyldt med vand

<p class="urub">Det tog tre dage for Mogens Hansen på Asminderødvej at tømme sin villa for vand, da skybruddet hamrede ned over Hvidovre i august 2011</p>

Arkiv
Arkiv

Det var ikke meget søvn Mogens Hansen fik den aften og nat i august 2011, da det hidtil kraftigste skybrud ramte Hvidovre. Hans villa ligger på Asminderødvej 9, hvilket absolut ikke er nogen heldig adresse, når regnmasserne først for alvor fosser ned fra himlen. Meget hurtigt stod det da også klart for ham, at situationen var ved at komme ud af kontrol. Efterhånden som aftenen skred frem og stormen tog til i styrke, sivede vandmasserne ind, først i kælderen og kort efter i stuer, køkken og værelser.

Selv om Mogens, klog af skade fra tidligere skybrud, havde anskaffet sig sine egne pumper, blev der anrettet omfattende skader på villaen, som er bygget i 1952 og som han og familien har boet i de seneste godt 40 år.

- Problemet er, at mit hus er placeret på en skrånende grund samt på det absolut laveste område i hele kvarteret. Vi befinder os nærmest i en dalsænkning. Og den aften og nat føltes det da også som om vi befandt os i en gryde fyldt med vand. Der er ikke mindre end 40 centimeters forskel mellem vejniveauet og havens niveau. Derfor løber vandet fra de omkringliggende haver ned i min have. På den måde er mit hjem mere end almindeligt sårbart, når naturen løber løbsk, forklarer han...

I det øjeblik, hvor kloakkerne ikke kan klare presset og vandet siver ind over vejen og kantstenen, går der ofte kun få minutter, før det når krybekælderen. Derfra har vandet direkte adgang ind til huset.

I 1972 blev den 172 kvadratmeter store villa piloteret, netop for at gøre det mere stabilt samt for at afbøde de tilbagevendende vandskader.

<p class="mrub">Skader for 100.000 kr.</p>

Efter skybruddet i 2011, måtte hele husets gulvkonstruktion udskiftes. Men fordi Mogens Hansen havde været så forudseende at anskaffe pumper, var det begrænset, hvor store vandskaderne blev i stueetagen. I den oprindelige del af kælderen, som blev anlagt før piloteringen, steg vandet i løbet af en times tid til 1,2 meter over gulvhøjde. I krybekælderen nåede vandstanden 40 centimeter. Alt flød ganske enkelt, og de samlede skader kostede i omegnen af 100.000 kr., husker han. I alt tog det tre dage at tømme villaen for vand.

Tre af Mogens Hansens naboer er siden skybruddet i 2011 flyttet, fordi de ikke kunne udholde presset fra de tilbagevendende oversvømmelser.

- Det er et problem for os, at vores villagrunde ligger så lavt, erkender han:

- Men det vidste vi naturligvis godt, da vi i sin tid flyttede ind. Dengang tænkte vi blot ikke over de fremtidige konsekvenser. Det burde vi måske have gjort, men det er jo en efterrationalisering, som vi ikke kan bruge til noget i dag. Siden midten af 1970’erne har tre meget alvorlige skybrud anrettet alvorlige skader i kvarteret omkring Asminderødvej.

<p class="mrub">Nyt stort ledningsnet på vej</p>

Dog er der håb forude. HOFOR er for tiden ved at anlægge en meget stor underjordisk tunnel i Hvidovre, kaldet Damhusledningen. Den kommer i princippet til at fungere som en hovedtransportvej for kommunens regn og kloakvand. Det er imidlertid kun første trin i en samlet plan for udbygning af afløb i Hvidovre. Om nogle år vil der være anlagt et ledningsnet med en hidtil uset kapacitet. Tunnelen vil have et stort antal forgreninger, der spreder sig ind under villavejene. Dermed bliver det muligt at dæmme op for selv meget voldsomme regnmængder. På strategiske steder vil der allerede nu blive tilsluttet helt nye rør, som forbindes til vandmotorvejen. Andre steder vil eksisterende kloakrør blive omlagt på en mere hensigtsmæssig måde og derpå tilsluttes det store rør, så flaskehalse undgås.

Og heldigvis for Mogens Hansen og hans familie befinder det store tunnelsystem sig næsten lige under Asminderødvej og dermed få meter fra hans villa. Han er da heller ikke i tvivl om at tunnelen vil være en stor hjælp.

- Samtidig håber jeg at den er fremtidssikret mange år frem i tiden, så den kan opsluge vandmasserne, når der atter kommer skybrud. Jeg har selv været nede og se ledningen, da der en dag var offentlig adgang, og den er uden tvivl et kæmpe skridt fremad. Men hvis den globale opvarmning ikke bremses, tvivler jeg desværre på at selv den største underjordiske vandmotorvej kan dæmme op for naturens kræfter…

HOFOR bekræfter, at den nye kloaktunnel vil reducere risikoen for oversvømmelser:

- Men selvom vi udbygger hele kloaksystemet i Hvidovre, så kan der også i fremtiden komme skybrud, som er så kraftige, at der kommer vand i folks kældre. Derfor er det vigtigt, at man også selv gør noget for at beskytte huset mod vand, siger Eva Arler, som er ingeniør og HOFOR’s projektleder på den nye kloaktunnel...

Hun nævner, at man for eksempel kan installere et højvandslukke eller sløjfe kælderafløb.oas@hvidovreavis.dk