Slanket EfB-trup med øget konkurrence
EfB åbnede vinterens transfervindue med en klar ambition om at slanke truppen, uden at det gik ud over konkurrencen om pladserne i startopstillingen. Missionen er lykkedes. Ni spillere har forladt EfB permanent eller på lejebasis, fire spillere er kommet til, og udbuddet af kandidater til startopstillingen er som minimum bevaret.
"Selv om truppen er mindre, synes jeg, der er skærpet konkurrence om de enkelte positioner. Ikke kun på grund af de nye spillere, der er kommet til, men også fordi spillere som Lasse Rise og Emil Lyng byder sig mere til, end de på grund af deres skadesforløb gjorde i efteråret," siger cheftræner Niels Frederiksen.
Han undervurderer på ingen måde betydningen af, at EfB har mistet tre profiler, der spillede og bar meget på holdet. Men med tilgangen af de tre svenskere, Erik Friberg, Daniel Larsson og Michael Almebäck, samt Viborg-talentet Kevin Mensah er han tilfreds med den nye konkurrencesituation.
"Mange spillere byder sig til, især på de offensive positioner, og jeg kan tillade mig at have lidt kortere tålmodighed, hvis enkeltspillere ikke præsterer flere kampe i træk," siger Niels Frederiksen.
Backer og Dubravka seedet
Målmandsposten og backpladserne er de pladser, hvor der er mindst usikkerhed om, hvordan EfB stiller op i forårspremieren mod Silkeborg IF lørdag kl. 17.00 på Mascot Park. Beslutningen om, hvem der skal spille to-tre andre pladser, træffes derimod først, efter spillerne har haft mulighed for at sætte det sidste aftryk ved den afsluttende træning. I beslutningen indgår det samlede indtryk af forberedelser og testkampe, hvor en række konstellationer er blevet afprøvet.
I midterforsvaret bejler primært tre spillere til to pladser, Michael Jakobsen, Daniel Stenderup og Michael Almebäck, og med Jeppe Brinch som det unge alternativ.
På den centrale midtbane har Magnus Lekven karantæne i premieren, og antallet af emner er reduceret til tre, Hans Henrik Andreasen, Erik Friberg og Casper Nielsen.
På de to kantpositioner står valget mellem Jeppe Andersen, Mohammed Fellah, Emil Lyng og Kevin Mensah. Lasse Rise og Mikkel Vestergaard kan også være emner.
I angrebet er der fire kandidater til to pladser, Robin Söder, Daniel Larsson, Lasse Rise og Mikkel Vestergaard. Mick van Buren er endnu ikke helt spilleklar efter en operation i efteråret.