En god følelse i maven
Unge med ondt i livet kan finde en at tale med hos Headspace på Musicon, hvor døren er åben og kaffen er varm. Det samme er stemningen, når unge taler ud om store og små problemer i hverdag: Kærestesorger, venindeproblemer og det at få snakket med forældrene. Eller de mere alvorlige som sorg og selvskade. Mette Gjerskov, Socialdemokraternes folketingsmedlem fra Roskilde, kiggede forbi Headspace for at høre mere om unges problemer, og arbejdet med at hjælpe dem. - Det giver er rigtig god og varm følelse i maven at vide, at her er et hyggeligt og åbent sted for unge med problemer. Det er ikke kommunen eller behandlere. Det er et sted med frivillige, som brænder for at hjælpe unge med stort og småt. - De gør virkelig en forskel, siger Mette Gjerskov og tilføjer: - Det siger jeg ikke kun fordi det er min partifælle Poul Nyrup Rasmussen, der har taget initiativet til Headspace i en række byer i Danmark. Centerchef Mette Truesen, som er tidligere medlem af Roskilde Byråd, fremhævede, at det unikke ved Headspace netop er, at man ikke er en myndighed eller et behandlingssted: - Vi hjælper de unge med samtaler og tager udgangspunkt i den unges egne problemer og erfaringer. Vi sætter ikke de unge i kasser, men hjælper dem naturligvis videre i behandlingssystemet, hvis de har brug for det. Derfor har vi et meget nært og frugtbart samarbejde med både kommunen og psykiatrien. Headspace i Roskilde har eksisteret i et par år og har allerede hjulpet mere end 500 unge. De har en kerne af faste ansatte og drives derudover af frivillige med forskellige kompetencer. Unge med problemer kan møde Headspace på Musicon, via telefonen eller på en chat på internettet.