Fortsæt til indhold

Alle tiders ”Multi-tool”

Arkiv
Arkiv

FDF Hvidovre afholdt i sidste weekend den årligt tilbagevendende knivbygger-weekend. Konceptet er, at pilte og væbnere sammen med sin far (eller mor) drager på Ingeborg fredag aften. Her står kniv-Thomas og kniv-Mark, som er garvede knivbyggere, klar til at instruere og hjælpe med at bygge knive.

Det er en ret omstændig proces og alligevel lykkedes det i år at få bygget 25 knive, da i alt 56 børn og voksne var samlet. Det er sjovt at se hvordan en træklods og et stykke stål kan blive til 25 vidt forskellige, men hver især super flotte knive, siger Jakob. Jakob kan efter sine 4 knive bedst lide at bearbejde skaftet. Han håber, at det til næste år lykkes at lave skeden uden at skære sig – det er han vist kommet til alle fire år, så vidt han husker.

Olav, Najas far, siger at det er helt fascinerende i denne tid at være med på en weekend, hvor aktiviteten er helt virkelig - det hele er noget man laver med hænderne og man glemmer næsten alt om Facebook og mailboks. Og alligevel ikke. Victorias far kunne ikke lade være med at lave et par YOUTUBE videoer, som viser, hvordan fremstillingen foregår. Den kan man finde, hvis man går på FDF’s hjemmeside: FDFHVIDOVRE.DK eller facebook-gruppen FDF HVIDOVRE.

FDF’s formand Bo Grøn-Iversen er stolt og glad over, at have fundet et koncept der holder. Det er svært i dag at finde aktiviteter, hvor børn og forældre er så intenst sammen om en forældre-barn aktivitet for børn i 10-15 års alderen og er glad for, at der er deltagerrekord her i det femte år, arrangementet afholdes.

På spørgsmålet om hvad det bedste ved weekenden er, slutter Jakob: “Det er sammenholdet og hyggen - og så at Ingeborg er så lækker en lejr”.