Tre lokale restauranter på eftertragtet liste
Aagaard Kro, Sdr. Bjert Kro og Tyrstrup Kro optræder sammen med 327 andre restauranter i dette års White Guide
Hvis man mangler inspiration til næste restaurantbesøg, så kan man passende slå op i dette års White Guide. Her finder man listen over de 330 bedste restauranter i Danmark, heraf ligger de 35 i Syddanmark og på listen finder man altså også de tre kroer.
På Tyrstrup Kro er indehaver Torben Schulz glad for at være på listen og tror på, at det kan være med til at tiltrække nye kunder:
“Det betyder rigtig meget at være på den liste, jeg tror, at mange har den med i bilen, når de er ude og køre, og så vælger ud fra den, hvor de skal spise, hvis de er i et område, som de ikke kender”.
Også på Aagaard Kro der ligger i Egtved er ser man en betydning af at være kommet på listen:
“Det har stor betydning at være på listen, da mange bruger den til at kigge efter kvalitet, når de skal vælge restaurant. Og så giver det jo noget omtale i medierne, så det har helt sikkert en værdi for os”, lyder det fra Jesper Jensen fra Aagaard kro.
Nomineringer
Om få uger bliver det offentliggjort, hvem der er nomineret til blandt andet Årets Restaurant, Årets Madoplevelse og Årets Innovatør.
For restauratør Rasmus Vemmelund fra Sdr. Bjert Kro, der også er på listen, betyder det knap så meget at være på selve listen. Tilgengæld vil det for alvor rykke, hvis de bliver nomineret til en af priserne:
“Jeg tror mest, det er branchefolk der kigger i guiden, men bliver man først nomineret, eller vinder en pris, så får det en helt anden værdi. Så bliver man virkelig eksponeret”.
Sidste år var det Restaurant Noma der løb med prisen som Årets Restaurant.