Vellykket bordtennis dag i Skensvedhallen
Skensved IF Bordtennis kunne lørdag holde indvielse af nye borde og være som vært ved en Veterandivisions samling.
BORDTENNIS: Lørdag den 31. januar var Skensved IF Bordtennisafdeling vært ved anden runde af to veterandivisions-rækker under Dansk Bordtennis Union.
De to divisionsrækker var ”Veteran 40, 1. Division øst” og ”Veteran 60 DM rækken”. De to rækker som Skensved er repræsenteret i.
Dette arrangement og fremtidige større bordtennis arrangementer i Skensvedhallen er muliggjort af Rishøjhallens Venner og Nordea-Fonden, der har støttet projektet ”Etablering af Bordtennis i den nye Skensvedhal” og sponsoreret nye bordtennisborde med net, tælleapparater, bandevogn og bander.
Derfor var der i dagens anledning inviteret til reception.
Her deltog repræsentanter for Rishøjhallens Venner, Nordea-Fonden, Skensved Idrætsforenings forretningsudvalg, Rishøj Idræts Center samt medlemmer af Skensved IF bordtennisafdeling.
Formand Brian Ganzhorn bød velkommen og Gunde Jensen fra Bordtennisafdelingen opridsede baggrunden for ansøgningerne til Rishøjhallens Venner og Nordea-Fonden.
Herunder blev det nævnt, at der var et samlet budget på kr. 62.000,00 med en selvfinanciering på kr.7.000,00. Rishøjhallens Venner bevilgede kr. 30.000,00 og Nordea-Fonden bevilgede restbeløbet på kr. 25.200,00. I forbindelse med receptionen overrakte Jan Bøgeskov, Nordea Bank i Køge checken fra Nordea-Fonden.
Ved lørdagens veteran divisionssamling i Skensvedhallen blev det til en sejr, to ufgjorte resultater og et nederlag for Skensveds to hold.
Skensveds hold i herre veteran 40 år, 1. Division øst spillede to holdkampe, en uafgjort kamp og en sejr blev resultatet. Første modstander var Hillerød GI 2; her bragte Skensved sig foran med 5-2, men tabte de tre sidste singler og kampen sluttede uafgjort 5-5.
Næste modstander var Nyråd 2; også her fik Skensved en god start og kom foran med 4-3, men her lykkedes det at ”lukke” kampen og Skensved vandt med 6-3.
Efter lørdagens kampe er Skensved placeret på en 4. plads i veteran 40 år 1. Division øst. På Skensveds hold i kampen mod Hillerød GI 2 spillede Ronni Teining, Brian Ganzhorn og Danny Larsen. I kampen mod Nyråd 2 spillede Dennis Oreskov i stedet for Danny l. Larsen.
Skensveds hold i herre veteran 60 år, DM rækken mødte i første kamp de forsvarende danske mestre Virum og måtte efter en god kamp se sig besejret med 6-3. I anden kamp var modstanderen Ballerup. Denne kamp var jævnbyrdig og slutresultatet blev uafgjort 5-5.
Skensved er efter disse kampe placeret på en samlet 7. plads med samme antal point som Ballerup på 6. pladsen. På Skensveds hold spillede Finn Nielsen, Gunde Jensen og Roald Ganzhorn.
pm