Han fylder 80 år, men dømmer stadig 3-4 fodboldkampe om ugen
Jens Moestrup har boet på Spurvehøjvej med sin familie lige fra ungdommens vår. Han er også en af de få fodbolddommere der selv har erfaring fra grønsværen som aktiv på et højt plan. Han nåede således flere kampe på Hvidovres divisionshold i 1959-1960, men var i hård konkurrence på wingpladsen med legendariske Knud "Gento" Andersen, og måtte så stoppe som 25 årig, da bentøjet ikke kunne holde.
Men det holdt til dommergerningen, endda til op mod tusinde kampe, - og i år kan han faktisk fejre 50 års jubilæum som aktiv fodbolddommer. Han nåede helt op til 1. divisions/Superliga-niveau, og var i de senere år tillige bedømmer og udvikler for såvel KFD som DBU i de bedste rækker.
Uden for fodbolden er Moestrup uddannet værktøjsmager og har været ansat hos B&W, GNT Automatic og sluttede sin karriere hos Statens Institut for Strålehygiejne.
Han er perfektionist til fingerspidserne, altid glad og super hjælpsom og man ved bare at et billede hænger helt korrekt, når Jens har stået for en sådan opgave. Han er gift med Else og de kan til næste år d. 17. nov 2016 fejre diamantbryllup, er far til 2 sønner (Claus og Jesper), farfar til 4 og oldefar til 2. Han er især stolt over at have opnået titlen som oldefar til hans 2 guldklumper, Laura og Lærke. De er bosiddende i Italien, men det er så absolut ingen hindring! Else og Jens er ofte afsted til Italien og nyder at opleve og lege med de små.
Nordjylland er sagen om sommeren, så tøffer Else og Jens gladeligt afsted med den gamle camplet på sorte plader og lever mildest talt meget primitivt. De nyder Vesterhavet, men er heller ikke blege for en afstikker til de sydlige himmelstrøg, især Malta og de Canariske øer er godt besøgt.
Else blev 80 år sidste år i april og de valgte at holde 2x80 års fødselsdagsfest for venner og familie i august sidste år. En fantastisk fest, for hverken Else og Jens er kedelige, de er som regel nogle af de sidste, der går i seng. De holder sig utroligt godt og går tur hver dag i næsten alt slags vejr i Hvidovre og omegn.
m-