Fortsæt til indhold

Hvidovres lærere får penge fra fondsmidler

<p class="urub">A.P. Møller-fond donerer 2,9 millioner til efteruddannelse af Hvidovres lærere og pædagoger</p>

Arkiv
Arkiv

Hvidovre Kommune har modtaget en donation fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal på godt 2,9 mio. kroner. Og disse penge skal bruges til et ambitiøst efteruddannelsesprojekt, hvor alle lærere, pædagoger og skoleledere over de kommende små tre år vil gennemgå et fælles efteruddannelsesforløb med fokus på relationer.

Tanken bag forløbet er, at opmærksomhed omkring relationen mellem elev og lærer/pædagog - eller mellem lærer og pædagog - styrker trivsel og læring for den enkelte elev.

- Med skolereformen er der kommet større fokus på at få skabt et trygt og inkluderende læringsmiljø med fagligt dygtigere elever, og samtidig er der kommet nye samarbejdsflader mellem pædagoger og lærere...

Således lyder det i en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommune. Videre hedder det:

- Derfor er det nødvendigt med et fælles sprog og en fælles indsigt, der kan give bedre betingelser for at arbejde professionelt med relationer...

- For mig er det centralt, at projektet tager udgangspunkt i barnet, siger formanden for børne- og undervisningsudvalget, Kenneth F. Christensen (A):

- At projektet bygger videre på Hvidovre Kommunes indsats de senere år omkring klasseledelse, ser jeg som en fantastisk mulighed for at opnå bedre trivsel og bedre faglige resultater for alle elever...

Det er UC Nordjylland, der står for kursusforløb og metodeudvikling og undervisningen vil foregå på skolerne.

De første skoler i Hvidovre går i gang efter sommerferien i 2015.

oas@hvidovreavis.dk