Et tilbageblik i Avedøre fortsat....

<p class="mrub">Skolelukning</p>

Efterhånden faldt der igen ro over situationen, både i Avedøre og de andre steder slikkede man sårene. Meget forventeligt endte det hele med ingenting og Stationsby, kommune og politi faldt stille og roligt tilbage til deres Tornerosesøvn. Der kom ingen klub og der kom heller ikke rigtigt nye initiativer til at opfange unge på et skråplan. Kommunalbestyrelse, forvaltning og afdelingsbestyrelser havde genvundet monopolet på Stationsbyens liv og udvikling gennem de sædvanlige fora og de mange positive netværk der var opstået, mistede deres indflydelse.

I 2009 tog skoleudvalget de indledende skridt til at Stationsbyens udvikling forankredes i skoleudvalget. En ensidig dårlig omlægning af skoledistrikterne varslede en udsultning af Enghøjskolen. Dette skete desværre uden at ret mange så signalerne og uden resultat advarede mod udviklingen. Pernille Falcon var en af dem. I 2011 gik den selvopfyldende profeti i opfyldelse. Skoleudvalget og dele af forvaltningen gennemførte efter en klodset næsten-lukning af Engstrandskolen, nu en lukning af Enghøjskolen. Det skete efter en hed debat, hvor det igen lykkedes at mobilisere noget af det gamle sammenhold. Der opstod også et fællesskab mellem bydelens demokratiske forsamlinger, skolen, daginstitutioner og andre interessenter.

Man mærkede dog også, at den mentale liguster havde holdt sit indtog i bydelen. Det handlede ikke kun om skolens betydning for bydelen, men også partipolitiske og personlige holdninger spillede ind. I den hede debat kappedes flertallet af politikere, forvaltning, skolefolk, skrivende presse og bedsteborgere om de værst mulige historier om Enghøjskolen, dens elever, deres forældre og deres sociale liv. Dette massive bombardement har efter min opfattelse tilføjet bydelen ubodelig skade i mange år fremover.

Enden på det blev som bekendt at skolen, der havde haft noget af det sidste samlende element blandt beboerne, blev nedlagt og eleverne flyttet på tre skoler. Skolepolitik og partipolitik blev afgørende for bydelens sociale liv som et hele.

<p class="mrub">Vigende tolerance</p>

Efterfølgende har jeg personligt noteret mig, at færre og færre kender hinanden herude og at tolerance, konstruktive ìdeer og initiativ er vigende. Sammenhængskraften er stille og roligt ved at fordufte. De facebooksider der før var en guldgruppe af ideer, tanker, debat og nyttig information er nu et sted hvor nogle få brokker sig over hverdagens trivialiteter og nogle bruger mediet til at være først med de sidste negative nyheder om alt fra blå blink, piftede biler, præservativer i postkasser og smadrede ruder til voldsomme røverier. Den slags har en selvforstærkende effekt. Jo flere gange man ser det, jo mere bliver det en livsopfattelse. En del mener at historierne skal frem. Det er muligt, og de skal i hvert fald ikke holdes hemmelige. Omvendt skal man huske, at opmærksomhed fremmer den slags. Hvem kan ikke huske sin egen barndom, hvor der ikke var noget bedre, end at nogen blev irriteret over de drengestreger man lavede. I dag er det nemmere. Man kan i ro og mag sidde på Facebook og følge irritationen over at man at smadret en rude. "Hvor er de dumme at høre på. Stort - vi smadrer en til". Og rundt om i resten af kommunen labber man det i sig. "Se hvad vi sagde".

Overordnet er mit indtryk, at der altid er nogen der har taget patent på Stationsbyen, dens beboere, dens udvikling og dens liv. Det er selvfølgelig udmærket at bydelen ikke "bare" får lov til at synke i dyndet som i begyndelsen af 80’erne, men omvendt kan man ikke beslutte uden at forankre beslutningerne lokalt. Man hører jo tit, at folk jo bare kan møde op i de fora hvor beslutningerne tages. Men ligesom det sker i kommunen i øvrigt er der ikke interesse for møder i traditionel forstand. Hvis man virkelig ønsker den besværlige, men måske mere involverende beboerinddragelse, skal man ud i nogle meget bredere muligheder for at komme i kontakt med beboerne. En model årgang 2015 hvor ikke mindst de elektroniske og sociale medier tages i anvendelse. Det er som nævnt besværligt og kræver en vis modningstid, men jeg tror også det vil kunne bidrage til at både finde og forankre ret og vrang.

<p class="mrub">Fremtiden</p>

Skulle jeg give et bud på hvordan man opnår et bredere og mere objektivt billede af livet herude, på godt og ondt, må nøgleordet være kommunikation. Som i de gode gamle dage er der total tavshed fra kommune og afdelingsbestyrelser om status og udvikling. Man er ikke rigtig kommet ud i de sociale mediers årti, men lever stadig i en verden hvor de der vil vide noget kan komme til nogle beboermøder. Sådan ser verden ikke ud, selvom der dog stadig kommer flere til beboermøderne end til kommunalbestyrelsesmøderne.

Man er nødt til at kommunikere med Stationsbyens beboere på de medier hvor de færdes. Hvis man ikke vil overlade dagsordenen til de få, der har taget patent på de dårlige historier og små sensationer på Facebook er man nødt til at lave en aktuel og tilbagevendende information. Her kunne man så informere om hvordan man oplever bydelen, viderebringe information om initiativer og ikke mindst effekten af dem. Samtidig kunne man fortælle om kommunale initiativer i forhold til at videreudvikle en bydel, hvor det kunne være så godt. Informationsverdenen har flyttet sig ikke så lidt i løbet af de 40 år Stationsbyen har eksisteret. Det burde de beboerdemokratiske organer have opdaget for længst og orienteret sig imod. Dette kunne måske føre til den åbne debat med mange flere aktører og stimulere flowet af informationer fra de der mener at opleve noget andet end den patenterede sandhed. Lige så undergravende en subkultur af unge der skaber uro måtte være, ligeså undergravende er en subkultur af beboere der fortæller hvor utrygge de er. Endelig kunne man så ønske at det politiske patent blev brugt til at skabe nogle initiativer der rettede sig mod de få unge der befinder sig bedst i grupper på gaden. Der ligger den langsigtede nøgle til ro i byen. Dette skulle være mit bud på, over tid, at finde rede på ret og vrang - også i Stationsbyen.